Nyhed

Dameaften på Vegas natklub

Thee Attacks headliner en aften dedikeret til damerne

Kvindelige dj's er åbenbart stadig særsyn nok til, at de skal have deres egen musikaften. Således præsenterer Nina Bang, som er navnet på Vegas natklub, anden udgave af deres "Damernes Aften", hvor La Femme, Le Danger, Mille Sylvest, Fedty (Maria Schlüter fra The Dulfedettes) og Knox & Skurks Incredible Bunny Show spiller op. Alle kvinder, vel at mærke.

Klubben, som er opkaldt efter Danmarks første kvindelige minister, lover "ingen tårepersere, kun dansemusik" inden for så rustikke genrer som rhythm and blues fra 40'erne og 50'erne, rockabilly og hillbilly boogie.

Men damer er tilsyneladende ikke nok, så Thee Attacks dukker også op som, ifølge Vega, "kronen på værket" og giver en liveoptræden. Det aalborgensiske band er godt hypede, blandt andet på grund af deres debutalbums producer Liam Watson (The Kills og The White Stripes), men fik kun tre stjerner hjem fra GAFFAs anmelder, Erik Barkman, for april måneds "That's Mister Attack To You". Til gengæld fik de fire gutter fem stjerner for deres koncert på dette års Spot Festival.

"Damernes aften" starter kl. 22.00 den 11. juni på Nina Bang i København, og den første time er der ingen adgang for mænd, men til gengæld gratis entré og gratis øl. Mændene må dog gerne komme ind fra kl. 23.00, hvor øllen desværre ikke længere er gratis. Efter kl. 01.00 koster entréen 60 kr.

ANNONCE