Nyhed

Erann DD giver koncert til oktober

Lille Vega lægger scene til den bløde crooner

"Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har brug for at være så personlig som muligt. Derfor synger jeg på dansk (…). Det har været en kæmpe fest for mig. Jeg har nærmest fået et nyt sprog forærende, samtidig med at jeg har brugt al min erfaring som sanger."

Sådan forklarede Erann DD sin sidste plade, den dansksprogede "Byen Kalder", der dukkede op i oktober sidste år og ikke ligefrem var en fryd for GAFFAs anmelder, Jan Opstrup Poulsen. To stjerner og et "foreløbigt lavpunkt", lød dommen.

Heldigvis har Erann DD et stort bagkatalog at trække på, hvis hans koncertpublikum skulle være enig med anmelderen. Den 42-årige sanger optræder nemlig på Lille Vega den 8. oktober, så mon ikke der dukker et gammelt solohit som "Still Believing" op fra det tidligere Zapp Zapp- og Drori-Hansen Furniture-medlem?

Erann DD spillede en række koncerter i foråret for at promovere "Byen Kalder", hvor hans band blandt andet bestod af musikere, som havde spillet med Nik & Jay, Safri Duo og Aqua. Denne gang har han hyret sine gamle Zapp Zapp-venner, nemlig trommeslager Anders Schumann og bassist Jacob Christensen.

Hvordan det lyder, kan du altså høre den 8. oktober på Lille Vega i København. Desuden spiller Erann DD også den 16. oktober på Vejle Musikteater og den 22. oktober på KulisseLageret i Horsens. Billetter kan fås via GAFFA Live.

ANNONCE