Nyhed

Spilleplan til Wacken Open Air klar

Metalfestivalen i det nordtyske, Wacken Open Air, har nu fået alle bands på plads og offentliggør spilleplan for alle bands

Der er som sædvanligt dømt metalmusik til du segner til dette års Wacken Open Air, der er den 21. version af festivalen. Der har været udsolgt en måneds tid nu, så festivalarrangørerne kan melde fuldt hus for tredje år i træk.

Det er dog først nu, at spilleplanen er kommet på plads, og den kan du se ved at klikke her. Som en ny service har festivalen introduceret er såkaldt "Running Order Tool", der i al sin enkelthed går ud på, at man krydser alle de bands af man vil se, og der bliver derefter lavet et skræddersyet program, hvor alle bands man ønsker at se, bliver listet. 

Samtidigt viser programmet, om der er bands der overlapper hinanden, så man kan prioritere på forhånd. Det gælder dog visse forbehold, for som ved alle festivaler kan der forekomme aflysninger og forsinkelser, så festivalarrangørerne opfordrer til, at man tjekker løbende over de næste små to måneder, inden festivalen begynder.


Du kan selv afprøve "Running Order Tool" ved at klikke her.

I år har festivalen samlet en større gruppe heavy metal-helte fra de gamle dage. Blandt andet er Iron Maiden, Alice Cooper og Mötley Crüe blevet bekræftet. Dog er der også blevet plads til mere nutidige metalbands som Job For A Cowboy og Despised Icon.

Festivalen er som sagt udsolgt, men enkelte busture har stadig pladser tilbage. Blandt andet Metalized har ture fra både Jylland og København. Du kan se mere omkring deres bustur her.


Endelig er Danmark for første gang repræsenteret ved det årlige "Metal Battle". Det er en international konkurrence som Wacken Open Air afholder, hvor forskellige lande afvikler konkurrencer i bedste melodigrandprix-stil for at finde et unsigned band, der skal spille mod bands fra andre lande. Vinder man Metal Battle til Wacken Festival, får bandet en pladekontrakt.

Danmark er i år repræsenteret til Metal Battle ved det tekniske death metal-band By The Patient.

ANNONCE