Nyhed

Kashmirs bagkatalog kommer på vinyl

For første gang kan man få samtlige Kashmir-albums på det gammeldags vinylformat, som bandet selv sværger til

Mandag den 14. juni bliver Store Vinyldag for Kashmir, hedder det i en pressemeddelelse fra Kashmirs pladeselskab Sony Music. Den dag udkommer alle bandets seks albums nemlig på vinyl, og i to af pladernes tilfælde for første gang.

"Travelogue" og "Cruzential" har nemlig ikke tidligere været udsendt på vinyl, mens "The Good Life" kun er kommet i et stærkt begrænset oplag. Kashmirs seneste album "Trespassers" udkom dog på vinyl, men blev revet væk på få dage, og endnu et oplag måtte i trykken.

Kashmirs frontmand Kasper Eistrup siger selv om genudgivelserne på de store sorte skiver:


"Vi har valgt at sende det hele ud af den simple årsag, at vi alle sammen er vinylentusiaster. Vi har i løbet af årene råbt meget højt omkring vores store kærlighed til vinyl. MP3-filerne lader en masse af den gode lyd gå tabt, og cd'en er nærmest på vej ud. Derfor er vi pavestolte over at kunne udgive hele vores bagkatalog på vinyl, som stadig lyder meget bedre end alt andet."

Sangeren siger, at han har sat sine cd'er på loftet i kasser, så nu kører alt på vinyl hjemme hos Eistrup:

"Det handler ikke så meget om nostalgisk kærlighed til mors og fars gamle vinylplader. Det handler om, at jeg ganske simpelt elsker lyden af vinyl. Det er jo ren og skær fysik. Needle and groove. Og coverets størrelse som du kan sidde og glo på i timevis. Ritualet omkring det at vende og skifte pladen tager selvfølgelig mere tid, men det er bare noget, som gør musikoplevelsen mere hyggelig. Jeg glæder mig til at kunne sidde med alle vores albums og betragte dem som en anseelig bunke fysik og musik".


Kashmir markerer udgivelsen med en reception i Hi-Fi Klubben på Åboulevarden 56-58 i København, hvor bandet signerer de nye vinyler. Det sker 25. juni klokken 14.00.

ANNONCE