x

Brinck vækker vrede i Rådet For Sikker Trafik

Brinck vækker vrede i Rådet For Sikker Trafik

I sidste uge medvirkede MGP-sangeren Niels Brinck i et interview med Ekstra Bladet Biler, hvor han fortalte om sit bestemt ikke lovlige forhold til Danmarks fartgrænser. Han fortalte, at han i sin tid som bilist har fået ni klip i kørekortet, og engang er kørt galt med 200 kilometer i timen, fordi han skulle nå en færge:

"Ulykken var virkelig dum. [...] Det var en sommermorgen med støvregn, og jeg var ved at komme for sent, så det var med foden tungt på speederen. Mig skete der intet. Jeg nåede ikke engang at opleve den der "nu dør jeg"-følelse. Heldigvis var der heller ikke andre der kom til skade. Jeg lider nok lidt af den der følelse: Det er min bil, her er jeg diktator. [...] Jeg synes stadig, at hastighedbesgrænsningerne generelt er for lave. Så nu kører jeg konsekvent, hvad jeg må plus næsten 30 procent. Altså maks 105 km/t., hvor jeg må køre 80. Og 117 km/t., hvor man må køre 90. På den måde får man nemlig ikke frakendt sit kørekort."

De udtalelser er man bestemt ikke glade for i Rådet for Sikker Trafik. Direktør Anders Rosbo mener, at Brinck som rollemodel for unge har et ansvar for at handle forsvarligt i trafikken, og udtaler til Ekstra Bladet:

"Vi er målløse. Han er jo en kæmpe klaphat. Den indsats, vi gør for at få folk til at sætte farten ned... Jeg er dybt rystet. Med den position han har som rollemodel for unge, er det dybt forargeligt. Hans udtalelser og holdninger gør, at vores arbejde bliver op ad bakke. Det modarbejder jo de budskaber, vi har til især de unge mænd, som vi ved er i fare for at komme til skade i trafikken."

Også hos politiet rynker man brynene ad sangerens holdning. Chefen for Rigspolitiets Færdselsafdeling nationale beredskabsenhed Allan Nyring understreger i øvrigt over for Ekstra Bladet, at man godt kan få frakendt kørekortet af en dommer, der vurderer at hastighedsovertrædelser er bevidste:

"Jeg synes, det er helt grotesk, hvis han helt bevidst overtræder hastighedsbegrænsningen. [...] Det er virkelig groft. De her 30 procent er jo ikke indført for at sige, at det er her grænsen går for, hvornår man kan betale sig fra det. Alle undersøgelser viser, at selv en lille hastighedsforøgelse øger risikoen for at blive slået ihjel i trafikken. Teoretisk har han ret i, at man ikke får klip i kørekortet, hvis man kører mindre end 30 procent for stærkt. Men ifølge Færdselsloven kan man frakende ham kørekortet, hvis en dommer finder det bevist, at han bevidst overtræder hastighedsbegrænsningerne ved for eksempel at have flere sager, hvor han kører 28-29 procent for stærkt. Men den er svær."

Om den advarsel er nok til at få Brinck til at sænke farten, kan man jo kun håbe på. Han har endnu ikke taget til genmæle over for den skarpe kritik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA