x

Pavement optræder med Gary Young

Pavement optræder med Gary Young

Efter en koncert på Loppen i 1992 valgte Gary Young at forlade Pavement, og siden da har han ikke optrådt med bandet. Men nu har gruppen via Matador Records' webside annonceret, at når de rammer deres hjemby Stockton i Californien, vil de invitere den flamboyante trommeslager med på scenen.

Gary Young medvirker på Pavements tre første ep'er samt debutalbummet "Slanted & Enchanted" og havde desuden et kort gæstevisit på gruppen sidste udgivelse, ep'en "Major Leagues". Men han har ikke spillet med bandet live siden 1992, og derfor bliver det højst sandsynlig en stor oplevelse for både fans og Young.

Da GAFFA mødte Pavement i London i maj måned, spurgte vi Scott "Spiral Stairs" Kannberg om mulighederne for, at det gendannede band også ville invitere Gary Young med til nogle af koncerterne, og det var han bestemt ikke afvisende for:

- Det ville have været rart at have haft ham med herover, fordi han elsker England. Men der er stadig snak om det, så måske når vi skal spille i nærheden af, hvor han bor. Han er en del af vores historie, og jeg tror, det ville betyde meget for Gary at komme ud og spille med os igen, og sikkert også for publikum.

Det er nu faldet på plads, men det bliver dog kun til en enkelt koncert med Gary Young i denne omgang, og den kan opleves i Stockton 24. juni.

Læs stort klubtillæg om Pavement i juli-udgaven af GAFFA, hvor Mark Ibold og Spiral Stairs fortæller hele historien om bandet fra dannelse til gendannelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA