Nyhed

Roskilde Daily går i luften

Nordens største musikmagasin er som altid repræsenteret på Roskilde Festival, og i 2010 dækker GAFFA festivalen særdeles intensivt

I perioden 2001-2003 stod GAFFA for den officielle festivalavis på Roskilde, og her i 2010 vækkes Roskilde Daily til live igen – denne gang i en onlineversion.

På websiden RoskildeDaily.dk vil man hver dag fra lørdag 26. juni kunne finde historier om campinglivet, vejret, musikken, aktiviteterne, aflysninger, ændringer i programmet og meget mere fortalt både på skrift og som indslag på GAFFA.TV.

GAFFAs Roskilde-redaktion vil i festivalens første dage følge nogle af de mest farvestrålende festivalgæster, besøge de badende i søen på campingarealet, se VM-kampe sammen med fodboldfans fra hele verden og naturligvis også tale med en lang række af de bands, der giver koncerter på Pavilion Junior-scenen.

Torsdag 1. juni udvides redaktionen i forbindelse med åbningen af festivalområdet med en lang række anmeldere, der vil dække de vigtigste koncerter på de store scener. I denne periode vil strømmen af nyhedshistorier fortsætte, samtidig med at GAFFA.TV-holdene vil tale med en lang række af de store internationale navne, der gæster årets festival.

Men allerede nu er der liv i Roskilde Daily. Vi har nemlig samlet nyheder, artikler, GAFFA.tv-indslag og anmeldelser med alle de bands, der skal spille på årets festival samt vores historier om programmet og nye tilføjelser til plakaten. Derudover samler vi også alle Roskilde-relaterede Tweets samt Roskilde-billeder fra Flickr på siden.

Derudover har vi profileret samtlige danske navne, der skal optræde på Pavilion Junior, i en række fokus-artikler, der vil blive publiceret på siden i de næste uger. De første to er dog klar nu, hvilket betyder, at du kan læse interviews med de to navne, der skal spille de to første koncerter på årets festival - Kill Screen Music og Khal Allan.


Så følg med på RoskildeDaily.dk for den bedste dækning af Roskilde Festival 2010.

ANNONCE