Nyhed

Kent klar med nyt album

Den svenske rock-gruppe udgiver nyt udspil i slutningen af måneden

Svenske Kent udgav for et godt halvt års tid siden deres ottende studiealbum "Röd", og nu er de allerede på vej med et nyt fuldlængdes udspil, der udkommer i slutningen af denne måned. Den nye plade hedder "En Plats I Solen", og den første single herfra, en dobbelt a-side, er netop sat i salg via bandets hjemmeside.

Det er mildest talt sparsomme oplysninger, der er at finde om Kents niende studiealbum. Gruppen gik i gang med at skrive sange i det tidlige forår, og har siden arbejdet på højtryk i studiet Psykbunkern/Park Studio i Stockholm, hvor Stefan Boman har hjulpet til som co-producer side om side med bandet selv.

"En Plats I Solen" indeholder ti nye numre, og de to føromtalte singler hedder "Gamla Ullevi" og "Skisser För Sommaren", og vil man gerne høre numrene før man køber dem, er de begge lagt til streaming på Kents MySpace-side.

Indtil videre er der planlagt en enkelt koncert i Danmark denne sommer, nemlig på årets udgave af Skanderborg Festival i august. Om der så lægges nye datoer til senere på året er endnu uvist. "En Plats I Solen" er i butikkerne fra onsdag den 30. juni, og kan forudbestilles på Kents hjemmeside, hvor man altså også kan købe digitale eksemplarer af de to første singler.


Læs GAFFAs reportage fra offentliggørelsen af "En Plats I Solen"

 

ANNONCE