x

Kom på vinyl på Roskilde Festival

Kom på vinyl på Roskilde Festival

Foreningen Dansk Vinyl Vækst står i år for et tiltag på Roskilde Festival, hvor man kan få skåret sin musik på vinyl under festivalen samt meget mere i standen Rillbar, der ligger i Pavilion Junior-området.

I en pressemeddelelse fremgår det, at bandet Dansk Fløde vil være husorkester i Rillbar, hvor der er mulighed for at andre musikere også kan kigge forbi og få indspillet en koncert. Det eneste kunstnerne skal gøre er at dukke op og fyre den af, da al teknik og instrumenter står klar. Dermed kan man altså få en unik souvenir fra Roskilde Festivals 40 års jubilæum i form af sin egen musik på orange vinyl.  Og da skæringen af vinylpladerne sker på stedet, kan man gå fra sin koncert med sin musik, mens vinylspånerne stadig er varme.

For ikke at blive overrendt af interesserede musikere, har folkene bag dog udstedt en konkurrence, hvor en række tilmeldte navne vil blive udvalgt til projektet. Mere information om deltagelse kan findes i nedenstående video.

Creme de la creme af ugens indspilninger med både gæstemusikere, solister, dj's, konkurrencevindere og Rillbarens eget husorkester Dansk Fløde samles på en orange jubilæumsvinyl som efterfølgende bliver presset i kun 500 eksklusive eksemplarer. De sættes til salg på eBay samt i udvalgte pladebutikker, hvor al overskuddet går til "Hip Hop Harmony" - et velgørenhedsprojekt i Guinea-Bissau, som giver de unge fra et af Afrikas fattigste lande mulighed for igen at udtrykke sig kunstnerisk og få livsglæden tilbage efter en blodig borgerkrig.

Dansk Fløde var med til at starte projektet op i 2008, og i den forbindelse skrev de en række dagbogsindlæg til GAFFA.dk om deres oplevelser. Bandet tager tilbage til Guinea-Bissau i januar 2011 for at fortsætte deres arbejde.

I en pressemeddelelse fremgår det, at der findes mindre end 10 aktive vinylskæremaskiner af denne slags i verden og på Roskilde Festival 2010 får Dansk Flødes vinylskærer i transportabel udgave premiere. I Roskilde vil der endvidere blive skåret på andet end vinyl - f.eks. Laser Disc og cd'er, og der vil være mulighed for at opleve musikere og kunstnere udsmykke de skårne vinyler.

Se nedenstående klip for mere information om muligheden for at få indspillet din musik på Roskilde Festival 2010.

Følg desuden GAFFAs Roskilde-dækning på Roskilde Daily.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA