x

Timbuktu og Specktors spiller for skaterne

Timbuktu og Specktors spiller for skaterne

Den københavnske skaterkonkurrence og minifestival, Cph Pro, er for fjerde år i træk ved at køre sig i stilling som en af de største europæiske events for professionelle skatere. Det kræver musik, og derfor har arrangørerne hyret blandt andre Timbuktu, Specktors, Ghost Society og Booty Cologne til at omdanne Copenhagen Skatepark til en minifestival.

De spiller alle den 26. juni, men konkurrencerne og opvisningerne starter allerede tre dage inden, hvor DJs som Tue Track og Simon Lebon fra Den Sorte Skole afslutter skaterkunsterne.

Den svenske, politisk engagerede rapper Timbuktu (billedet) har besøgt Danmark flere gange før og er kendt som en tight og energisk performer. Desværre går det ikke helt så godt for ham på albumfronten, i hvert fald ikke ifølge GAFFAs anmeldere, der startede med at give hans andet og tredje album, "Wått's Dö Madderfakking Dill?" og "The Botton Is Nådd", fem stjerner, hvorefter det gik raskt nedad.

Timbuktus seneste udspil fra januar 2009, "En High 5 & 1 Falafel", fik to stjerner af GAFFAs Christian Grubert, der udpegede rapperens samarbejdspartner, M.O.N.S., som problemet, anbefalede dem at skilles og kaldte den 35-årige svensker "hjælpeløs uden noget musikalsk at støtte sig til." Forhåbentlig har han så et stort bagkatalog at trække på til koncerten.

Specktors er en elektronisk inspireret rapkvartet, der er aktuelle med "Shanksville" fra september 2009, og den er ifølge GAFFAs anmelder, en plade med potentiale. Tredje hiphopnavn på plakaten er Booty Cologne: Et svensk-dansk kollektiv med blandt andre Tue Track og Abdullah S, som i 2007 kom ud med "2007 B.C" - til fem stjerner fra GAFFAs Thomas Borre.

For de skaterfans, der ikke er til hiphop, har Cph Pro hyret drømmepopperne Ghost Society, der leverede en firstjernet koncert - også til dette års Spot Festival.

Cph Pro starter den 23.juni i Copenhagen Skatepark, og en del af programmet kan ses på deres MySpace-side.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA