Nu er der flere opslåede telte, mulighed for booking af teltplads og endda hotelværelser til de magelige
Er man en af dem, der ikke gider at ligge i kø for at vælte hegnet og spæne hen til de bedste teltpladser på Roskilde Festivals campingområde, behøver man ikke fortvivle. For lidt ekstra penge kan man nemlig på forhånd bestille en luksuspræget teltplads på festivalens nye satsning, Green Comfort. Området ligger øst for Arena-scenen, er omgivet af grønne træer og har egne toiletter, trådløst internet og telefonopladning samt kort afstand til de varme bade. Green Comfort-området har plads til 1000 festivalgæster.
For de ultimative luksusdyr er der noget ekstra på Green Comfort-området: Et hotel med otte dobbeltværelser med bad og toilet indrettet af genbrugsmaterialer i to store 40-fods skibscontainere.
Desuden har Roskilde Festival skaffet 200 ekstra Get A Tent-billetter, hvor man ud over adgang til festivalen får et opslået telt med i købet. Derfor har arrangørerne også udvidet Get A Tent-området, som ligger øst for indgang East.
Priserne for de ekstra tiltag går lige fra 550 kr ekstra for Get A Tent-billetten til 10.000 kr for et værelse på Green Comfort Hotel. Du kan læse mere om det her.
Roskilde Festival finder sted fra den 1. til og med den 4.juli, og billetter kan købes via GAFFA Live.
Følg desuden GAFFAs Roskilde-dækning på Roskilde Daily.