x

Kom til gratis koncert med Band Ane

Kom til gratis koncert med Band Ane

En bestået eksamen skal fejres med maner - og hvis resultatet er en kandidatgrad i elektronisk musikkomposition, så fejrer man det selvfølgelig med en koncert. Det har de elektroniske musikere Band Ane (billedet), Jonas Olesen og Heidi Mortenson i hvert fald tænkt sig at gøre. For nylig er de alle blevet færdige på Det Jyske Musikkonservatoriums institut for elektronisk musik, og den 19. juni kan du så høre, hvad du har fået for skattepengene ved en gratis koncert på Musikhuset i Århus.

Band Ane har allerede etableret sig ret godt på den elektroniske scene, først med albummet "Anish Music" fra 2006 og så opfølgeren "Anish Music Too & Free" fra sidste år, der begge fik fem stjerner af GAFFAs anmeldere og gjorde Ane Østergaard, hvis ikke mainstream, så i hvert fald velkendt. Sidste år fik hun endda 30.000 kroner fra Statens Kunstfond for "Anish Music Too & Free" og har i lang tid spillet koncerter i både ind- og udland; både Roskilde Festival og en belgisk showcase har fået glæde af hendes eksperimenterende electro.

Heidi Mortenson eksperimenterer også - med soul og elektronica, og hun bruger sin egen stemme til at bygge musikken op gennem live sampling og andre effekter. Mortenson har eksperimenteret med at synge i en vaskemaskine, ombygge et telefonrør til en mikrofon og lave musik gennem et walkie talkie-anlæg. Hun har udgivet to albums, det sidste i 2007 til tre stjerner fra GAFFAs Thomas Borre. Desuden har Mortenson turneret i USA og Canada og spillet i det meste af Europa. Til efteråret spiller hun endda ved verdensudstillingen i Shanghai.

Jonas Olesen arbejder med elektronisk musik og lydinstallationer og har blandt andet arbejdet sammen med Bjørn Svin. Han driver desuden pladeselskabet BIN, der mest genudgiver historisk elektronisk musik. Hans koncert den 19. juni bliver beskrevet som: "et improviseret værk for en selvbygget optisk synthesizer, der laver grafiske former om til lyd."

Det kan du altså høre sammen med Heidi Mortenson og Band Ane den 19. juni på Musikhuset i Århus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA