Nyhed

When Saints Go Machine fejrer Sankt Hans

Det Roskilde-aktuelle electro-popband spiller i næste uge på Blågårds Plads i København

For mindre end en uge siden gjorde Roskilde Festival det officielt, at When Saints Go Machine skal åbne Orange Scene, men inden da prøver de fire fyre kræfter med en lidt mindre scene. De er nemlig hovednavnet til en Sankt Hans-fejring den 23. juni på Blågårds Plads i København, som promoverer sig med ordene "Grill, musik, børneaktiviteter og bål!". Inden bandet går på, er der musik fra en lokal visetrio og ska-rock-reggae-latinbandet Patchanka.

When Saints Go Machine blev dannet i 2007 og udgav året efter deres første ep med denne mission: "Den kommercielle popmusik er simpelthen for kedelig, og det vil vi rode bod på." Siden har de haft stor succes med debutalbummet "Ten Makes A Face" og dens P3-venlige single "Fail Forever", der sendte dem ud på en større turné i Danmark; desuden har de spillet på Spot Festival, Distortion og by:Larm - og faktisk også Roskilde Festival i 2008, selvom scenen dengang hed Pavilion Junior.

Folkene bag Sankt Hans-festen har altså været pænt heldige med at få When Saints Go Machine på plakaten - og så ser det endda ud til, at koncerten er gratis. Du kan læse mere her.


ANNONCE