Nyhed

New Young Pony Club spiller i Danmark

London-kvartetten besøger Train til august og Rust til september

Electropopbandet New Young Pony Club rammer Danmark den 31. august, hvor de giver koncert på Train i Århus. Fem dage senere gæster de Rust, hvor de tidligere på året måtte aflyse en koncert på grund af dne famøse askesky.

New Young Pony Club startede ud som et femmandsband, men bassisten Igor Volk forlod senere gruppen for at satse på en solokarriere, så opstillingen nu hedder Tahita Bulmer bag mikrofonen, Andy Spence på guitar, Lou Hayter på keyboard og Sarah Jones på trommer.

Gruppen blev dannet i 2005 og udkom med et par singler på et undergrundslabel, før de fik en verdensomspændende kontrakt med et større australsk pladeselskab. Siden har blandt andre engelske NME været glade for den LCD Soundsystem-inspirerede gruppe.


Kvartetten udgav i marts deres andet album, "The Optimist", som GAFFAs anmelder, Kristian Bach Petersen, gav fire stjerner med denne kommentar:

"Spørgsmålet for New Young Pony Club er nok, om new-rawe bølgen for alvor har mistet momentum og publikumsinteresse, og deres helt igennem fine poptoner spiller for døve ører i 2010."

Gruppen vil formentlig gøre sit for, at det ikke sker på deres nuværende turné.


New Young Pony Club giver koncert den 31. august på Train og på Rust 5. september, og billetter til begge koncerter kan købes via GAFFA Live.

 

ANNONCE