x

Interpol udgiver ny plade til september

Interpol udgiver ny plade til september

Interpols længe ventede fjerde studiealbum har fået en dato, og den hedder 13. september. På deres hjemmeside præsenterer gruppen deres nye plade med disse ord:

"September måned; sommeren ender, skolen starter. En ny årstid er i luften, idet efteråret nærmer sig. En tid på året, hvor den naturlige verden glider ind i søvnen, og Interpol udgiver deres fjerde studiealbum. Den selvbetitlede, selvproducerede langspiller vil være tilgængelig over hele verden i midten af september. Vi kan ikke vente med at dele vores nyeste præstation med alle jer. Vi har lige offentliggjort nogle koncerter og ser frem til snart at se jer i jeres kvarter."

"Vores kvarter" må i denne omgang nøjes med at være Tyskland, for tættere på Danmark kommer Interpol ikke foreløbig. Til gengæld spiller de en længere turné i andre dele af Europa i løbet af efteråret.

Bandet nåede lige at indspille pladen, inden deres bassist Carlos Dengler for omtrent en måned siden valgte at forlade Interpol og "forfølge nye mål", som det hed. Der gik dog ikke lang tid, før hans afløser, David Pajo, blev fundet, selvom Interpol i mellemtiden blev nødt til at aflyse en hel del koncerter. Livebandet er desuden sidenhen blevet udvidet med Brandon Curtis fra The Secret Machines.

Tidligere har bandets trommesalger Sam Fogarino sagt om det fjerde album: "Den nye plade falder ligesom lidt tilbage til den første plade. Da vi bevægede os fremad, indså vi samtidigt, at vi ikke kunne forlade vores lydunivers."

Hvordan denne hjemvenden til det gamle univers lyder, kan du altså høre den 13. september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA