Nyhed

Nepal-punk og palæstinensisk hiphop

Kunstfestivalen My World Images samler musik fra hele verden

Musik fra udviklingslandene er på programmet i den internationale og landsdækkende kunstfestival, My World Images, der til august og september løber af stablen for ottende gang. Under titlerne Ny Lyd, Punk, Urban og Morgendagens Stjerner optræder cirka en snes navne fra så forskellige steder som Mali, Palæstina, Nepal, Marokko og Colombia - ofte sammen med danske musikere.

For eksempel har en gruppe kvindelige danske musikere, deriblandt Jomi Massage, aka Signe Høirup Wille-Jørgensen, og Solveig Sandnes, teamet op med kvindelige musikere fra Mali og skabt musikværker særligt til festivalen. De optræder som Konokone, som er en sammensætning af "kono", det maliske ord for "sangfugl", og "kone", det danske ord for... ja, kone. Wille-Jørgensen har tidligere gjort sig bemærket som fortaler for ligestilling i musikbranchen og blandt andet optrådt til en koncert i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag. Solveig Sandnes har været med i bandet Lovebites, udgivet solo-CD'en "Analog" og er nu medlem af Er De Sjældne, som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt for deres debutalbum, "Lyserød Lyseblå Beige", fra marts sidste år.

I Punk-kategorien blander de udenlandske musikere sig også med de danske. Den hjemlige punktrio Hjertestop spiller nemlig en række koncerter med T.S.A. fra Filippinerne og Rai Ko Ris fra Nepal, og de lyder bestemt ikke kedelige. Om T.S.A. lyder det for eksempel i pressemeddelsen:


"Gruppen opstod i 1996 ud af en næsten dekadent form for kedsomhed, druk og lidenskab for musik. Inspirationen kommer fra den filippinske
hardcore-scene fra 1990erne med bands som Pedrobandido, Bimboisanpedro og Ojiearcega. En musik, som de selv betegnede som nosse-knusende-hård-høj-hurtig og aggressiv old-schoolpunk."

Festivalen har også inviteret en kending, i hvert fald for århusianerne, nemlig den syriske sanger Omar Souleyman (billedet). For et år siden gav han en femstjernet koncert i Studenterhuset i Århus, og denne gang skal han spille både der og i København.

Desuden er der alle mulige forskellige slags hiphop, lige fra den marokkanske fra DJ Key, over den rock-reggae-inspirerede fra Colombia, til den arabiske fra Vestbredden.


My World Images finder sted over hele Danmark fra den 26. august til og med den 12. september, og det fulde musikprogram kan ses her. På MySpace kan du få en forsmag på blandt andre Konokone, Rai Ko Ris og Omar Souleyman.

ANNONCE