Der er blevet sat en utrolig omfattende og ganske ambitiøs rute for sangerindens tourbus
Det går absolut fremragende for Aura i øjeblikket, især med hensyn til eksportvirksomhed, for vores tyske naboer er blevet så glade for den unge pop-med-et-twist sangerinde, at hun gik platin med singlen "I Will Love You Monday (365)", og havde både denne og singlen "Song For Sophie" på den tyske airplay top-10 samtidig.
Succes i den størrelsesorden kan naturligvis ikke gå ubemærket hen, så derfor er der nu arrangeret en turné i den store ende af skalaen, med ikke færre end nitten koncerter i november måned. Aura skal igennem nogle af Tysklands største byer, heriblandt Berlin, Hamburg, Hannover, Leipzig og Köln. Dermed følger hun raskt i fodsporene på eksempelvis Volbeat, der også har en tysk november-turné planlagt. Om Aura kan gøre det helt så godt som sine rockende kolleger skal blive spændende at se, for i maj måned lykkedes det faktisk Volbeat at være det bedst sælgende band på Tysklands største billetside, Eventim.de.
På hjemmebane er der denne sommer ikke mange muligheder, for at opleve hende live, men der er dog annonceret en dobbeltkoncert med Aura og Ida Corr i Tivoli Friheden, Århus, fredag den 16. juli. Der kan købes billetter til denne koncert via GAFFA Live. Ugen efter spiller hun desuden til Samsø Festival og Hammershus Festival på Bornholm.