Forløberen til det tredje album udgives i næste uge
Var man til stede under Spleen Uniteds koncert på Skanderborg Festival sidste år, har man højst sandsynligt stiftet bekendtskab med den usædvanligt lange første single fra det danske rock/electronica-outfit. "Sunset To Sunset" varer godt seks et halvt minut i albumversionen, og har fået beskrivelsen "sortromantiske og elektroniske lydbølger som et maskingevær".
Med denne single kommer man for alvor til at høre, hvad det vil betyde for Spleen Uniteds lydlandskab, at der ikke længere er hverken bas eller guitar involveret. I stedet vælger drengene at gå i en mere aggressivt elektronisk retning, hvilket ifølge pressematerialet skulle betyde, at de nu er i stand til at tage kampen op mod deres eget guld-værk "Neanderthal" fra 2008.
"Sunset To Sunset" kan købes digitalt fra på mandag den 21. juni. Vil man hellere have et fysisk eksemplar, udgives der på fredag den 25. juni en deluxe-vinyludgave af singlen, der udover titelnummeret også vil indeholde en digital kode og et eksklusivt remix af nummeret, der blev indspillet under optagelsen af singlens video, en optagelse der løb over en 24 på hinanden følgende timers jam-session. Det blev alt sammen fanget af modefotografen Sacha Maric, og resultatet heraf skulle have premiere i løbet af sommeren.
Spleen United vil ikke ud med, præcis hvornår hele deres tredje studiealbum er til at købe, men har dog afsløret, at det bliver, "når det er koldere i vejret".