x

WhoMadeWho vinder på videoen

WhoMadeWho vinder på videoen

WhoMadeWho har længe vakt begejstring i udlandet, blandt andet med deres koncert til den massive branchefestival SXSW i Texas, og nu er der ros til dem igen. Denne gang for videoen til nummeret "Keep My In My Plane" fra deres seneste plade, "The Plot". Den lille film, der viser bassist og sanger Tomas Høffding som ulykkelig jetsetter, har vundet ikke mindre end fire priser ved Los Angeles Movie Awards: For bedste musikvideo, bedste sang, bedste production design og bedste kostumedesign.

Videoen er også udtaget til Los Angeles Film Festivals showcase af det, de kalder "verdens bedste musikvideoer". Sidst men ikke mindst har The Hammer Museum, som hver måned screener interessante musikvideoer, sat WhoMadeWho på programmet - også i Los Angeles.

I England har festivalen SohoShorts nomineret "Keep My In My Plane" til en pris, og Det Britiske Filminstitut har sat videoen på deres udvalg af verdens bedste musikvideoer. Videoen er instrueret af William Stahl, som er medlem af det kreative kollektiv Goodboy! Creative og før har stået bag kameraet til White Ponys "Falling"-video.

WhoMadeWho er lige nu igang med arbejdet på opfølgeren til "The Plot" og skal desuden spille til en række festivaler over sommeren foruden jobs i USA. Men de har også fundet tid til deres danske publikum med en koncert på Skanderborg Festival.

Du kan se videoen her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA