Nyhed

Bjørn Svin, Goodiepal og Band Ane til elektronisk stævne

Engelsholmstævnet skruer op for electronica-profilen

Hvert år holder Engelsholm Højskole et sammenspilsstævne, hvor man kan lære mere om jazz, sangskrivning og elektronisk musik, ofte fra velkendte danske eller internationale musikere. Den tradition holder skolen i hævd, dette år med stort fokus på electronica. De har nemlig hyret blandt andre Bjørn Svin (billedet), Band Ane og Goodiepal til i begyndelsen af august at vise kursisterne, hvad elektronisk musik kan være for en størrelse. Stævneleder Jakob Bonderup siger:

"Det bliver helt vildt, og vi glæder os rigtig meget til for alvor at få lukket op for den elektroniske dimension."

Bjørn Svin, der har været et kendt navn på den elektroniske scene i mange år og senest udgav det femstjernede album, "Browen", skal undervise sammen med en lærer fra højskolen. Det er ikke hans første gang på Engelsholm, for i foråret gav musikeren koncert på skolen i forbindelse med sin Perler For Rum-Svin Tour, hvor han teamede op med Rumpistol.


Band Ane hørte vi sidst fra, da hun fejrede sin afgangseksamen i elektronisk musik fra Det Jyske Musikkonservatorium med en koncert, og inden da havde den talentfulde kunstner modtaget en præmie på 30.000 kr fra Statens Kunstfond for sit seneste femstjernede album, "Anish Music Too & Free".

Desuden dukker Goodiepal, Ane Trolle og Kresten Osgood op for at forberede en fælles live-optræden til Skanderborg Festival. Ane Trolle er blandt andet kendt for at være den ene halvdel af duoen Trolle//Siebenhaar, der i august 2008 udgav det firestjernede album, "Couple Therapy". Hun har også slået sine folder i den eventyrpoppede gruppe, JaConfetti, og medvirket på et remix af nummeret "Moan" fra Trentemøllers debutalbum, "The Last Resort". Goodiepal udgav i starten af sidste årti en række banebrydende electronica-plader, blandt andet "Nag Nag Bacon" fra 2003, og er siden kommet i søgelyset for sin kampagne mod Det Jyske Musikkonservatoriums elektroniske linje - netop den uddannelse, som Ane Østergaard, aka Band Ane, lige har gjort færdig.

Endelig dukker Spejderrobot, aka Mikael Elkjær, op som kursist, så hvis du har lyst til at blive undervist sammen med ham, er der stadig et par billetter tilbage på skolens hjemmeside. Engelsholmstævnet finder sted fra den 1. august til og med den 9. august.



ANNONCE