x

The Blue Vans amerikanske kontrakt nu underskrevet

The Blue Vans amerikanske kontrakt nu underskrevet

I slutningen af februar skrev vi, at den københavnske, eks-Brønderslevske gruppe The Blue Van, som GAFFA i januarnummeret spåede til at blive et af de markante navne i 2004, og som gør sig i dybt tresserorienteret rock’n’roll inspireret af navne som The Who, Small Faces og Cream, lå i seriøse forhandlinger med det amerikanske pladeselskab TVT. Et stort uafhængigt selskab kendt for primært tung rock og hiphop med navne som Sevendust, Nothingface, Snoop Dogg og Lil’ Jon.

Og nu er kontrakten så endelig underskrevet, oplyser bandets organist Søren Christensen:

– Vi har fået en aftale på udgivelse af vores debutalbum på verdensplan. Det er helt færdigindspillet, med den engelske producer Mark Wallis, og mikset og masteret, og vi sidder nu og arbejder lidt med coveret. Det udkommer formodentlig worldwide 21. september, måske allerede i starten af august i USA. Ifølge kontrakten må jeg i øvrigt ikke sige noget som helst om penge og om, hvor mange udgivelser kontrakten er på.

Men hvordan synes du, I ligger i forhold til andre store udenlandske kontrakter, danske bands har fået på det seneste, hvor der i f.eks. tilfældet The Raveonettes er blevet talt om adskillige millioner kroner?
– Jeg må som sagt ikke sige noget, men alt er jo større i USA, og det gælder også i dette tilfælde.

The Blue Van har fået pæn opmærksomhed for flere demoer og ikke mindst deres ultra-energiske livekoncerter, f.eks. på festivalerne Spot 09 og Roskilde sidste år, og på Rust i København i marts. The Blue Van kan opleves på Spot 10 i Århus 4.-5. juni og til garagerockfestivalen Gutter Island i Vordingborg 20.-22. august. De tager også snart på tre måneders promo- og koncertturné i USA og derefter en tre måneders ditto i England.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA