Nyhed

Dannii Minogue underskriver millionkontrakt

Kylie Minogues lillesøster har underskrevet en stor pladekontrakt og arbejder samtidig på flere andre projekter

Dannii Minogue har altid stået i skyggen af sin storesøster Kylie, men nu viser lillesøster, at hun også kan gøre indtryk på pladeindustrien.

MTV kan rapportere, at Dannii har underskrevet en pladekontrakt med danceselskabet Ministry Of Sound til en værdi af en million pund. Det første resultat af Danniis samarbejde med sit nye pladeselskab bliver et nyt album, som bliver til i samarbejde med blandt andet producer Richard Stannard, der har skrevet mega-hittet "In Your Eyes" til storesøster Kylie.

Dannii vil udgive en ny single i slutningen af året, som vil blive spillet første gang til finalen af Englands X Factor-show, hvor hun også er dommer. Den taktik brugte Danniis meddommer Cheryl Cole også til sidste års finale, hvor hun offentliggjorde sin single "Fight For This Love" til publikumssuccesens finaleafsnit. Efterfølgende blev Coles single nummer et i England.


Om Dannii får lige så meget succes med sin nye single vil vise sig. Hvis hun gør, ville det blive hendes tiende top 10-single i England, hvor sangerinden længe har haft temmelig meget succes. Hun vil også være dommer på den nye sæson af X Factor, dog først efter de indledende runder. Den 38-årige sangerinde er gravid for første gang, og skal føde op i juli måned, så hun støder først til talentkonkurrencen senere.

Samtidig arbejder Dannii på sin autobiografi, der blandt andet kommer til at handle om hendes opvækst med Kylie, hendes forliste ægteskab og hendes langvarige skænderier med Sharon Osbourne, da hun var meddommer i X Factor-showet.  

 


ANNONCE