Homohadsk udtalelse mod Elton John var fremført af en privatperson under eget ansvar og ikke en talsmand for Ebenezermeningen, forlyder det fra kirkens ledelse
Elton John er velkommen på Færøerne. Det er budskabet fra den færøske Ebenezer-menighed, der dermed tager afstand fra færingen Imme Dam, som frarådede folk at tage til koncerten med den hovedbegrundelse, at Elton John er homoseksuel. Ritzau og B.T. refererede til Imme Dam som talsmand for frikirken Ebenezer, men det er ikke korrekt. Imme Dam udtalte sig som privatperson, og ordene står dermed udelukkende for hans egen regning.
- Imme Dam er hverken formand eller talsmand, udtaler Richard Schwartson fra Ebenezermenighedens ledelse til GAFFA og uddyber:
- Elton John er ligesom alle andre mennesker velkommen på Færøerne. Ebenezer-menigheden udtaler sig ikke om diverse koncerter. Det er uden for vores kompetence og arbejdsområde.
Alligevel så de det ikke desto mindre nødvendigt blandt andet at skrive følgende på deres hjemmeside med henvisning til Imme Dam:
- Som vi allerede har meddelt i Dimmalætting (Færøernes største avis, red.) den 7. juni, er ledelsen i Ebenezer ikke enig med de synspunkter, som blev båret frem om Elton John og hans besøg på Færøerne på Ebenezers prædikestol søndag aften 6. juni.
Artikel overdrev
B.T. fortalte tirsdag den 15. juni under overskriften "Elton John i færøsk homokrig" at "verdensstjernen ser ud til at løbe ind i uforudsete problemer inden sit besøg i en af de mest religiøse dele af rigsfællesskabet". Baggrunden var, at Imme Dam blandt andet under en gudstjeneste i den færøske frikirke havde sagt:
"Satan var kapelmester i himlen, så det, at Elton John er så fremragende til at synge og spille musik, er ikke så underligt. Jeg mener ikke, at vi burde gå til koncerten i Tórshavn".
Udtalelsen fandt vej til den færøske avis Dimmalætting, og artiklen blev flittigt citeret i adskillige andre danske medier, herunder Ekstra Bladet, Metro Express, Fyens Stiftstidende og ikke mindst vores eget GAFFA.dk. Siden har GAFFA valgt at tage historien op blandt andet fordi GAFFA-redaktionen modtog flere henvendelser, hvor det blev præciseret, at Imme Dam slet ikke er talsmand – eller formand, som der i første omgang stod i GAFFAs citathistorie, i frikirken Ebenezer. Således kan de førnævnte problemer for Elton John formodentlig ligge på et meget lille sted.
Den eneste tilknytning Imme Dam har til frikirken Ebenezer er, at han er kommet der igennem flere år. I den forstand er han medlem, men ifølge Richard Schwartson opererer Ebenezer, i øvrigt ligesom de øvrige frikirker, ikke med medlemslister. Ebenezermenigheden har desuden ikke nogen præst eller pastor, og derfor kan enkeltpersoner få lov til at bede om ordet og holde en tale. Imme Dam er heller ikke præst, men uddannet elektriker, og han gik på talerstolen som gæstetaler sammen med et gæstesangkor under en søndagsgudstjeneste. En procedure, der er helt almindelig. Her talte han i omtrent ti minutters, hvor han blandt andet fremlagde nedladende holdninger om homoseksuelle, som han imidlertid – ifølge GAFFAs indsamlede oplysninger – står forholdsvis alene med.
Eksempelvis har brugeren "skjerpikjot" skrevet følgende kommentar på GAFFA.dk:
- Jeg er færing og bor heroppe. Der vil altid være nogle mennesker med ekstreme meninger. Men det vil ikke sige, at ALLE på Færøerne er enige med Imme Dam, som by the way er en gammel mand, og som selv må stå til ansvar for sin egen mening. Det som han har sagt er ikke ALLES meninger her på Færøerne. Der er i alle lande mennesker med ekstreme meninger. Også i Danmark findes mennesker, som måske ikke burde få opmærksomhed. Men mig og flere 10.000 andre færinger ønsker Elton John velkommen til vores grønne øer!
Alle er velkomne
Ebenezermenigheden, som Imme Dam fejlagtigt blev citeret for at repræsentere, er den grundlæggende del – og for mange mennesker indbegrebet - af den såkaldte Brødremenighed på Færøerne. Brødremenigheden er et netværk af individuelle frikirker, hvor Ebenezer er en af dem. En anden er kirken Lívdin i Torshavn, hvor Jógvan Zachariassen er førende medlem af lederskabet. Han fastslår, at de ikke har taget fælles stilling i lederskabet til Imme Dams udmeldinger. Derfor udtaler Jógvan Zachariassen sig som privatperson i denne sammenhæng. Dog vil han gerne udtale sig overordnet om superstjernens visit.
Hvordan stiller I jer overfor Elton Johns besøg?
- Vi får hele tiden besøg af flere musikere på Færøerne til forskellige festivaler, og jeg har aldrig udtalt mig om, at en kan komme og en anden kan ikke. Alle skal være velkomne. Jeg er også uddannet professionel musiker og ser Elton John som en person med fantastiske musikalske evner.
Jógvan Zachariassen påpeger, at Imme Dam netop udtaler sig som privatperson. Uanset at Imme Dam blev fejlciteret for at være talsmand, mener Jógvan Zachariassen dog ikke, at sagen bør tages så tungt.
- En person kan sige, hvad han vil, og man skal ikke tage det her for mere end det er. Jeg kan ikke se, at de her udtalelser har gjort nogen skade for Færøerne. Journalistik kører på den måde, og om 14 dage er der noget andet, der er mere interessant.
Minder om Jesper Langballe
Flere andre er dog kede af historien og tvivler på, om den er glemt igen så hurtigt. Theodor Eli Dam Olsen er sognepræst i bygden Kvivik på øen Strømø. Han repræsenterer den færøske folkekirke, der svarer til folkekirken i Danmark.
Er denne historie glemt igen om 14 dage?
- Det ved jeg ikke. Det minder mig faktisk lidt om Jesper Langballe eller en anden person fra det danske offentlige rum. Man kan nok kalde det her for ret ekstremistiske holdninger, men jeg tror ikke, han ville få lige så god spalteplads i et andet land. For eksempel ville han ikke ende på forsiden i Sverige og Norge. Jeg har en lille mistanke om, at der måske er tale om agurketider i pressen, siger Theodor Eli Dam Olsen og pointerer, at han ikke mener, at Imme Dams holdninger er repræsentative for den færøske befolkning.
- Jeg tror mange har lyttet, men jeg har endnu ikke hørt en eneste person sige, at de har støttet ham, så jeg tror snarere, det her har skabt overskrifter end noget andet.
Imme Dam var for nylig inviteret i studiet på færøsk radio, hvor hans ti minutters tale fra gudstjenesten også blev afspillet. Herefter blev han spurgt om forskellige emner.
- Han blev blandt andet spurgt, om ikke han var bange for at skade Færøernes omdømme, siger Theodor Eli Dam Olsen.
- Til det svarede han, at omverdenen ikke har noget at lære Færøerne, det er Færøerne, der har noget at lære omverdenen. Det siger måske lidt om hans holdninger.
Dansk presse pustede sagen op
Ifølge samfundsbloggeren Birgir Kruse, der blandt andet har arbejdet for færøsk radio og også har fungeret som musikskribent, er det først, da den "danske forbindelse" kommer ind i billedet, at sagen kommer ud af proportioner. Han skriver som indledning til sit blogstykke, at "Jeg havde ikke troet, jeg skulle fange et hæderskronet nyhedsbureau som Ritzau i at lyve".
Senere i bloggen skriver han:
"Ledelsen i Ebenezer lægger frivilligt budskabet ud på deres egen hjemmeside. Ebenezer tager ikke afstand fra hverken Elton John eller nogen anden. Alt, også musik, kan tjene Gud og det evangeliske budskab. Så skulle det være kommet på plads. Men så er der den danske forbindelse. Den danske korrespondent hos Ritzau på Færøerne får budskabet til at lyde således: 'I den baptistiske Ebenezer-kirke raser man over superstjernen, der er bøsse og forkæmper for homoseksuelles rettigheder'. Som færøsk-talende dansklærer er jeg helt paf. Er det uoplyste enevælde sat i kraft efter de dårlige Pisa-undersøgelser? Er vi hverken i stand til at lytte, læse eller skrive?"
Herefter gengiver han B.T.s artikel, så folk selv kan få lov at læse deres version af historien.
Også andre kredse på Færøerne tager stor afstand fra Imme Dams udtalelser. Arni Zachariassen er bror til Jogvan Zachariassen og medlem af den nævnte Brødremenighed på Færøerne. Til daglig læser han teologi ved universitetet i Aberdeen, men er i øjeblikket tilbage i Færøerne, hvor han som sommerferiejob arbejder for avisen Dimmalæting. Arni Zachariassen er bekendt med Imme Dam.
Aldrig hørt noget lignende
- Imme Dam er ikke totalt ukendt, han er kommet i Ebenezerkirken i mange år og er overbevist om, at det, han siger, er rigtigt. De fleste kender ham, fordi han har rabiate holdninger, men hans udtalelser må få lov udelukkende at stå for egen regning.
Hvad er din reaktion på Imme Dams udtalelser, der blev gengivet i B.T.?
- Da jeg først læste det, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Der er måske et obskurt vers i Biblen, som omtaler det her, men det skal ikke tolkes på den måde, og det er vildt, at han sammenligner satan med det. Jeg har aldrig hørt noget lignende før. Det er langt ude, siger Arni Zachariassen.
Han bakkes op af Sunneva H. Eysturstein, der er redaktør hos tidsskriftet MESS, kommentator, samt leder af undergrundsbaren Sirkus. Hun betegner desuden sig selv som troende, om end ikke kristen.
- Det her er jo fuldstændig latterligt. Det har intet at gøre med nutidens homoseksualitet og musikere. Imme Dam er kendt for at være ekstrem og har sagt mange ting offentligt, men folk her tager ham ikke alvorligt, fordi de ved, hvor ekstrem han er. Han hører til en lille gruppe fanatikere, som tror, at man skal brænde i helvede, hvis man gør noget forkert, siger Sunneva H. Eysturstein og pointerer:
- Han repræsenterer måske én procent. Jeg kender ikke nogen, og de, jeg kender, kender ikke nogen, der hader homoseksuelle. Der er kun nogle få ekstremister, som vækker had, og det er en skam, men vi tager det ikke alvorligt.
Elton John gæster Færøerne tirsdag den 29. juni til en koncert på Landsstadion i Tórshavn, hvor der er plads til hen ved 6.500 tilskuere. Der er endnu billetter til arrangementet, som flere steder lokalt benævnes som Færøernes største koncert nogensinde.