x

Michael Jackson tjener milliarder

Michael Jackson tjener milliarder

Selv om man skal tale pænt om de døde, ser det ud til at være et faktum, at Michael Jackson er endnu mere værd som død, end han var, mens han var i live. Den amerikanske albumhitliste Billboard har lavet en samlet udregning på, hvor meget Michael Jackson har tjent i året efter hans død, og summen er mildest talt astronomisk.

Siden sin død 25. juni 2009 har Jackson ifølge Billboard solgt 9 millioner albums i USA alene, og yderligere 24 millioner på verdensplan. Dertil kommer 800.000 solgte eksemplarer af Jackson 5-albums i Amerika. Der er blevet downloadet 26,5 millioner numre lovligt de seneste 12 måneder verden rundt, og solgt godt 3 millioner ringetoner. Med diverse royalties har Michael Jackson tjent 429 millioner dollar på pladesalg alene.

Dertil kommer indtjeningen af "This Is It"-koncertfilmen, der består af materiale, som blev optaget under forberedelserne til Michael Jacksons afskedskoncerter i London. Koncerterne blev som bekendt aldrig afholdt, men filmen har alligevel indtjent astronomiske 392 millioner dollar i form af biografbilletter, dvd-salg, tv-visninger og så videre. I USA alene har filmen tjent 72 millioner dollar bare i biografen.

Derudover har Michael Jacksons publishing firma Mijac, der står for udgivelsen af Jacksons egen musik og andres, blandt andet The Beatles, indtjent 130 millioner det seneste år. Hysteriet omkring Michael Jackson kan måske bedst forstås ved, at arrangørerne af de 50 afskedskoncerter har fået 6,5 millioner dollar ind igen af billetindtægterne, selv om ikke en eneste koncert blev afviklet. Fans har simpelthen beholdt de købte billetter som souvenirs frem for at refundere dem og få pengene igen.

Samlet set har koncertarrangørerne tjent 35 millioner dollar for 50 koncerter, der aldrig blev holdt, blandt andet ved at udstille memorabilia fra koncertens scenedekorationer. 

Endelig har Jacksons familie indgået en ny kontrakt med Sony Music, der giver pladeselskabet ret til at genudgive Michael Jackson-materiale frem til og med år 2017. Kontrakten er mellem 200 og 250 millioner dollar værd, men det er faktisk kun de første 31 millioner, der er regnet med i Billboards regnestykke.

Samlet set har Michael Jackson tjent 1 milliard dollar, eller omtrent 6 milliarder danske kroner i de 12 måneder, der er gået siden hans død.

Dertil kommer den snarlige udgivelse af et dansespil med Michael Jackson og andre tiltag, der med største sandsynlighed medfører, at Michael Jackson fortsætter sin enorme indtjening i det hinsides. Du kan læse hele artiklen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA