x

Unge fynboer skal varme op for Kashmir

Unge fynboer skal varme op for Kashmir

For tre måneder siden kunne GAFFA melde, at Kashmir havde sat en konkurrence i gang om, hvilket band der skulle varme op for dem på deres efterårsturné. Desuden ville Kashmir i mellemtiden finde et yderligere band, som skulle spille før dem ved en koncert i Tivoli. Det band er nu fundet, og deres navn er Gunn.

Gunn er fem fyre fra Odense, som kun har spillet sammen siden starten af året. Alligevel har de allerede indspillet flere demoer og planlægger deres første ep. Forsanger Anders Erlendsson siger om opvarmningstjansen: "Vi er stolte over at blive udvalgt af selveste Kashmir. Udvælgelsen er en klar blåstempling af vores musikalske projekt, og vi glæder os til at stå på scenen over for et veloplagt publikum i Tivoli."

Koncerten er som sagt et led i den større konkurrence om at finde et opvarmningsband til Kashmirs efterårsturné, og den er slet ikke slut endnu. På Royal Beers hjemmeside kan du stadig nå at melde dit band til. Omkring starten af august vil der blive holdt fire koncerter rundt om i landet med udvalgte bands, og måneden efter vil vinderbandet blive offentliggjort. Indtil videre har 767 grupper tilmeldt sig med 1486 sange og musikvideoer.

"Vi er overvældede og lykkelige over, at så mange har tilmeldt sig," siger forsanger Kasper Eistrup og fortsætter:

"Der er rigtig mange tilbud til unge kunstnere i dag og koncepter, som hurtigt kan skabe dig et navn. Derfor vil vi gerne slå et slag for den fremgangsmetode, vi selv slog igennem på: På at være ude på spillestederne og spille røven ud af bukserne aften efter aften. Det tror vi nemlig, man lærer mest af."

Kashmir og Gunn spiller i Tivoli i København den 25. juni, og du kan købe billetter via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA