Nyhed

You Say Party! We Say Die! skifter navn

I kølvandet på deres trommeslagers død vælger bandet nu at ændre lidt på både navn og line-up

I april måned blev You Say Party! We Say Die! reduceret med et medlem, og det på den mest sørgelige måde muligt, nemlig ved at deres trommeslager Devon Clifford kollapsede på scenen, og få dage senere døde af en hjerneblødning. Det har unægtelig sat bandets navn i et noget andet perspektiv, og derfor ændrer de meget forståeligt deres navn.

I stedet for at vælge et helt nyt, har de imidlertid valgt simpelthen at slette sidste halvdel. På deres hjemmeside er følgende besked lagt ud:

"Af respekt for Devon og livets gang annoncerer vi i dag, at vi ikke længere vil være kendt under navnet "You Say Party! We Say Die!", men i stedet bare "You Say Party!". Vi har talt frem og tilbage i lang tid, både med hinanden og med vores familier om fremtiden. Devons forældre har opmuntret os til at fortsætte, og givet os deres velsignelse. Det er deres opfattelse (såvel som vores), at Devon aldrig ville have ønsket, at hans død skulle gøre en ende på bandet. Han ville have ønsket, at vi skulle fortsætte."


Samtidig med navneforandringen fortæller bandet også, at der sker en anden ændring i deres line-up. Keyboardspiller Krista Loewen har valgt at sige farvel, og bandet har nu fundet erstatninger for både hende og Devon Clifford:

"I tiden efter Devons bortgang og op til denne annoncering har vi alle reflekteret over vores liv. Krista har bestemt sig for, at hendes tid hos os er slut, da hun ikke længere synes om de lange køreture, søvnmanglen og det decideret ulækre udvalg af mad på landevejen. [...] Vi har hentet hjælp fra vores gode venner og tidligere turné-kammerater Robert Andow og Bobby Siadat fra Vancouver-bandet Gang Violence, der vil spille keyboard og trommer. Dette nye line up vil fortsætte vores tradition for fantastiske live-shows og sveddryppende dansegulve."

You Say Party! havde en omfattende europæisk turné planlagt, som blev udskudt grundet dødsfaldet. Der arbejdes i øjeblikket på at få nye datoer på plakaten, og der loves også en portion nye koncerter, så måske vi får lov at opleve dem i Danmark igen, på denne side af årsskiftet.


ANNONCE