Nyhed

Alligevel ingen Dylan-koncert i Ålborg til sommer

"The Neverending Tour" går uden om Skandinavien i denne omgang. Lille chance for Danmarksbesøg i sommeren 2005.

For tre måneder siden gik der rygter om, at Bob Dylan ville give koncert i Aalborg 28. juli, bl.a. på en stor uofficiel Dylan-hjemmeside, og informationschef Esben Simonsen fra Aalborg Kultur- og Kongrescenter bekræftede, at man lå i forhandlinger med den evigt turnerende legende, selv om intet var afklaret. Det er det nu, men desværre på den ufede måde.

– Vi var langt inde i forhandlingerne, men så besluttede Dylan sig pludselig til at lade sin sommerturné gå uden om Skandinavien, siger Esben Simonsen med tydelig ærgrelse i stemmen. – Der er dog en lille chance for, at han vil turnere i Skandinavien i sommeren 2005, og så vil vi prøve igen, men det er altså meget usikkert på nuværende tidspunkt, så man skal ikke sætte næsen op efter noget endnu.

Det tætteste, Dylan kommer på os i denne omgang, er England og Tyskland, som han besøger i slutningen af juni, bl.a. London 20. juni og Bonn 29. juni.


Dylan spillede sidst i Danmark i Forum, København 16. oktober sidste år.

ANNONCE