x

Helmet kommer til Danmark

Helmet kommer til Danmark

Det er tyve år siden, Helmet udgav deres første plade, og eneste medlem, der har hængt ved i lige så lang tid, er den midaldrende guitarist og sanger Page Hamilton. Efter at deres seneste album, "Monochrome" udkom i 2006, håbede Hamilton på at kunne lave to plader mere, inden han blev nødt til at droppe det anstrengende job som metalmusiker på fuld tid. Den 7. september kommer den første af dem, "Eye Dog", og i den forbindelse kommer Helmet til Danmark med en koncert på Voxhall i Århus den 22. november og på Lille Vega i København den 23. november.

Pressemeddelelsen kalder gruppens sidste udspil "kritikerrost", men ifølge både Keld Rud og Morten Gottschalk fra GAFFA er "Monochrome" ikke særlig interessant i forhold til "Size Matters" fra 2004 eller de helt tidlige plader. Rud kaldte pladen for "et underligt bagstræberisk album, der uden held forsøger at genoplive fortidens magi." Til gengæld fik Helmet ros for deres koncert, sidst de var i Danmark. GAFFAs Gottschalk glædede sig over, at gruppen spillede mange af de gamle numre og kaldte musikken for "noget af det ondeste shit, jeg længe har hørt".

Billetsalget starter den 30. juni kl.10.00, og billetter kan fås via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA