Nyhed

GAFFA tester den officielle Roskilde-drink

Der blev tid til at få en drink i Gringo Bar sammen med to af folkene bag Caipiroska Orange

Roskildefonden havde bedt tre forskellige barer om at komme med et bud på en drink, der kunne være den officielle Roskilde-drink, og efter en publikumstest blev det afgjort, at Gringo Bar var kommet med den bedste kandidat - en Caipiroska Orange.

Der var krav om, at den skulle være orange og have Orange Feeling, og baseret på det skabte Gringo Bars drinkudvikler Peter Engholm en version af den brasilianske drink Caipiroska (en Caipirinha lavet med vodka i stedet for cachaça) og tilsatte friskpresset appelsinjuice. Dermed er ingredienserne vodka, appelsinjuice, grenadine og lime, hvilket giver en drink der er farvestrålende og frisk.

Gringo Bar er med på Roskilde Festival for trettende år og har flyttet sig fra festivalpladsen til Pavilion Junior-området og udviklet sig markant gennem årene. De første år var de profileret gennem hængekøjer, der stod opstillet foran baren, og gennem årene er der blevet tilføjet salg af nachos, flere drinks barer, en bus og senest en terrasse, der er opstillet ovenpå en kæmpe container, der indeholder al barens alkohol.


Der er desuden kommet en bar med navnet Mucho Macho, hvor de hårdhudede kan drikke tequila lagret i chili, serveret som dobbeltshot i en chili, som man skal spise bagefter - hvilket for øvrigt skulle hjælpe på den stærke eftersmag. Der er dog ikke tale om et hurtigt shot, men derimod en hel seance, hvor der synges den famøse tequila-sang og efterfølgende overrækkes en cowboy-hat til dem, der kan holde sprutten indenbords.

GAFFA fangede barchef Mikkel Buck (til højre på billedet), der var frisk på at servere en Caipiroska Orange, der som ved alle andre serveringer kan få dobbelt alkoholdindhold for en ekstra tyver, hvilket tilbydes alle - "det er et mantra, nærmest som hos McDonald's", griner barchefen.

Buck er fysioterapeut til daglig og kan fortælle, at han er en del af en stab på 552 medarbejdere, der kommer fra alle jobs og uddannelsestyper og som i hele festivalperioden har kapacitet som "en mellemstor dansk virksomhed".


Han har selv været med siden 1999, hvor baren lå ved den hedengangne Ballroom-scene, og han kan fortælle, at den nye Roskilde-drink får personlighed efter, hvilken person der mikser den.

- Jeg kan godt lide at gøre den lidt mere syrlig, så jeg tilsætter lidt mere lime. Den skal ikke have så meget grenadine.

Buck kan desuden fortælle, at de i baren sælger "sindssygt meget" gennem perioden, og specielt deres Lemon Balls er populære. Det skyldes nok, at de kommer med stjernekastere og hujen fra bartenderne og er sammen med de fleste af barens drinks særdeles farvestrålende.


Han fortæller desuden, at den nye Caipiroska Orange har fået en del opmærksomhed, så skulle nogen forelske sig i den orange vodka-drink, så er der en god chance for, at den også dukker op på menukortet til næste år.

Gringo Bar ligger i Pavilion Junior-området ved siden af GAFFAs stand og har åbent indtil søndag nat.

ANNONCE