Nyhed

Det Kongelige Teater viste burlesque på Roskilde

Forestillingen "Hvem myrdede Regitze Rio?" byder på komik, mordgåde, rock og burlesque

Adgangskoden til Max Carlsens Musikalske Burlesque er svaret "Begge!" på spørgsmålet "Kokain eller Burlesque", og denne ordudveksling fungerer desuden som tagline på forestillingen "Hvem myrdede Regitze Rio?", der vises to gange på årets Roskilde Festival.

GAFFA var til stede til første fremførelse af showet, der tidligere har kørt med succes i Skuespilhuset i København. Forestilligen blev afviklet på Expression-scenen i Agora M ved indgang Øst, og her kunne man opleve Regitze Estrup, Rikke Lylloff, Thomas Levin, Jesper Hyldegaard og Niels Ellegaard fremføre stykket, der udspiller sig den aften, burlesque-stjernen Regitze Rio blev myrdet. Stykket er skrevet af Det Kongelige Teaters husdramatiker Jokum Rohde.

Rammen er et burlesque-teater, så der er naturligvis to letpåklædte danserinder på scenen sammen med en konferencier og en komiker, der fortalte de ældste vitser i verdenshistorien ("Ta' nu min kone - nej, jeg mener det, tag hende!"). Men størst jubel var der dog i forbindelse med historien, der udspiller sig omkring Regitze Rio og nazisten Heinrich von Klau, hvis interesse i burlesque tager en interessant drejning undervejs.


Aftenen bød også på en gæsteoptræden af Johan Olsen fra Magtens Korridorer, der sang en version af The Lefte Bank-klassikeren "Walk Away Renée". Iført blank sort silkeskjorte og en cigaret i venstre hånd sang han den sørgelige kærlighedssang over et backingtrack med en genindspilning, der brugte nogle stemningsfyldte elektroniske elementer ikke ulig dem, man kan høre i Genesis' "Tonight, Tonight, Tonight".

Stykket fremføres igen tirsdag klokken 00:00 samme sted, og i aften er gæsterne i teatret sangeren Steen Jørgensen og digteren Søren Ulrik Thomsen.

ANNONCE