Spøgelsesjægere, ninjaer og jedis går rundt blandt festivalgængerne på Roskilde Festival og løser opgaver i et nyt mobilt rollespil, hvor alle er inviterede
Roskilde Festival og computerspilvirksomheden LudicNation er gået sammen om at skabe et alternativt rollespil til årets festival, hvor gæsterne løser opgaver igennem hele ugen og har mulighed for at vinde billetter til næste års festival. På den måde forsøger man at give mulighed for at være med i en anderledes begivenhed, der ifølge udviklerne sagtens kan kombineres med oplevelsen af musikken.
Orange Zone er navnet på rollespillet, der af udviklerne bliver kaldt et "purvasive game". Det betyder, at deltagerne skal løse alt fra simple opgaver, som at tage et billede af sig selv, til mere avancerede udfordringer, der f.eks. kræver, at man finder en ledetråd i pitten foran Orange Scene. LudicNation har på den måde forsøgt at overføre nogle af elementerne computerspilverden til et rollespil, der foregår i den virkelige verden.
Leder af projektet, Adam Mayes fra LudicNation, fortæller om projektet i en pressemeddelelse:
"Spillet er for alle - om du så er virkelig interesseret i spil eller bare ønsker at snuse til det. Du kan spille med på et helt enkelt niveau, mens du laver de ting, du ellers ville have gjort på festivalen. Eller du kan gå langt ind i spillet og være med til alle de begivenheder og opgaver, vi har planlagt."
For at være med i Orange Zone kræves en mobiltelefon med en række specifikationer. Man skal have mulighed for at gå på internettet, kamera, MMS og cookie-funktioner, da man blandt andet skal tage billeder af de specielle QR-koder, som er placeret rundt på festivalen.
Interesserede festivalgængere kan komme i gang med det store rollespils missioner ved at gå ind på Orange Zones hjemmeside.