x

Steve Winwood til Helsingør

Steve Winwood til Helsingør

KulturVærftet i Helsingør kan præsentere den engelske rock/soul-legende Steve Winwood. Som det eneste sted i Danmark og Sydsverige giver han den 11. oktober 2010 koncert i Helsingør på KulturVærftet - som i øvrigt dagen før slår dørene op for første gang.

Den engelske sanger, sangskriver og multi-instrumentalist - ikke mindst guitarist, pianist og organist - Steve Winwood har været en af de musikalske drivkræfter bag bl.a. Spencer Davis Group, Traffic og Blind Faith, men har også haft en etableret solokarriere med sange som "Higher Love", "Back In The High Life", "Roll With It" og "Arc Of A Diver".

Allerede som 15-årig, i 1963, sprang Steve Winwood ud som forsanger og organist i Spencer Davis Group med stor inspiration fra blandt andre Ray Charles. I slutningen af 60'erne dannede han gruppen Traffic sammen med vennerne Jim Capaldi, Chris Wood og Dave Mason, og siden fulgte en periode i tæt samarbejde med Eric Clapton i Blind Faith.

I 1977 debuterede han som solist og fik op gennem firserne hits som "Higher Love", "Back In The High Life" og "Roll With It".

Den nu 62-årige rock-legende har netop afsluttet en lille, eksklusiv turné med Eric Clapton, der i maj bragte dem til Malmö, hvor GAFFA Sverige diskede op med en femstjernet anmeldelse. Om Steve Winwood skrev anmelder Jonas Appelqvist blandt andet: "Han benytter virkelig lejligheden ved denne eneste koncert i Skandinavien til at vise hele sit register. Han bevæger sig uden den mindste vaklen mellem orglet, flyglet og leadguitaren helt ude på scenekanten og dominerer alt og alle på scenen – uden på nogen måde at afsløre den mindste smule alderssvækkelse."

Op igennem sin karriere har Steve Winwood arbejdet sammen med navne som Jimi Hendrix, James Brown, Phil Collins og Christina Aguilera.

Forsalget til koncerten begynder 1. juli klokken 10.00 via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA