Nyhed

Kashmir har arbejdet hårdt på Roskilde-sætlisten

Kasper Eistrup fortæller til GAFFA, at det var svært at sammensætte den perfekte sætliste til lørdagens koncert

Tirsdag eftermiddag tog GAFFA.tv Kasper og Henke fra Kashmir med ud på en gåtur gennem campingområdet i vest, hvor de hilste på en del fans i forskellige sjove lejre og blandt andet delte klistermærker ud til en fyr kun iført en sok.

Der blev også tid til at tale lidt om deres oplevelser på Roskilde Festival, hvor bandet debuterede i 1994. Kasper Eistrup havde dog sin debut på Roskilde i 1992, hvilket var året, hvor man blandt andet kunne opleve Nirvana.

Henke derimod kom først ud på festivalen, da bandet skulle give koncert på Grøn Scene (nu Arena) i 1999, hvilket var en stor oplevelse for den svenske musiker.

- Det var en meget, meget speciel oplevelse, som jeg aldrig glemmer, fordi jeg jo aldrig har været på Roskilde Festival før. Jeg kan huske, vi blev kørt ind til bagscenen, og jeg havde ingen fornemmelse for, hvor stor scenen var, og hvor stor festivalpladsen var. Og så har de jo sådan et net foran publikum, når man går og gør scenen klar på Grøn Scene, og så kunne jeg godt høre, at der var masser af mennesker derude, men jeg vidste ikke, hvordan der så ud. Og så blev det her tæppe hevet til side, og jeg kan huske, at jeg blev helt klassisk svag i knæene, hvor jeg næsten var ved at falde sammen over, hvor stort det var, og hvor glade folk var.
Kasper: - Var det din publikumsrekord på det tidspunkt?
Henke: - Nu havde jeg jo spillet på nogle jazzklubber i Sverige, hvor der var ... nej. [griner] Helt sikkert, det må det have været, for det var tidligt på sommeren, hvor vi spillede nogle store steder senere.

Bandet spiller i år på Orange Scene lørdag aften, og noget kunne tyde på, at bandet har et par ting i ærmet. De vil dog ikke ud med noget endnu, men Kasper indrømmer, at der er blevet brugt en del tid på at sammensætte den perfekte sætliste.

Kasper: - Vi tror selv ret meget på den sætliste, vi er kommet op med. Det har været svært...
Henke: - Jeg synes ikke, det har været svært.
Kasper: - Du synes ikke, det har været svært?
Henke: - Jeg synes, det har været rigtig nemt.
Kasper: - Nå, men jeg synes faktisk, det var rigtig rigtig svært. Men vi glæder os, for der er lidt overraskelser i gære.

Mere vil de to Kashmir-mænd dog ikke ud med i forbindelse med lørdagens koncert, hvor det forventes at en hel del Kashmir-fans vil møde op med bandets ikoniske pile og filme sig selv og koncerten for at kunne med bidrage til den kommende Kashmir-video til sangen "Pursuit of Misery".


ANNONCE