x

Eminem sælger stort med "Recovery"

Eminem sælger stort med "Recovery"

Det kan godt være, at de sidste par år af Eminems karriere ikke har været lige så gode som de første, når det kommer til anmeldelser, men de amerikanske pladekøbere lader til at være ligeglade. I løbet af den sidste uge har 741.000 eksemplarer af rapperens nyeste album, "Recovery", forladt butikkerne og derved sikret Marshall Mathers en solid førsteplads på Billboards pophitliste. "Recovery", opfølgeren til "Relapse" fra 2009, klarede sig også godt på det digitale marked, idet 255.000 af de solgte plader var digitale downloads. Kun Coldplay har solgt flere digitale albums med deres "Viva La Vida Or Death And All His Friends".

Den pæne hitlisteplacering er ikke noget nyt for Eminem; hans fire sidste plader har også nået en førsteplads på Billboard'en og for det meste klaret sig lige så godt i steder som Europa, Canada og Australien. I alt har manden solgt over 80 millioner albums.

GAFFA har endnu ikke anmeldt "Recovery" - vores anmeldelse er dog lige på trapperne - men at dømme fra udenlandske anmeldelser er det altså ikke rapperens bedste værk, vi har med at gøre. Pitchfork.com giver sølle 2,8 point ud af 10 og mener, at Eminem lyder blottet for glæde, personlighed og vid, mens New York Times skriver, at den 37-årige rapper stadig hænger ved de samme lidt barnlige emner, som han plejer, og ikke kan finde ud af at ældes med ynde. Ikke alle er dog lige hårde ved Eminem; amerikanske Rolling Stone giver "Recovery" fire ud af fem stjerner og kalder pladen for rapperens mest afslappede i lang tid.

Det må også være svært at leve op til en klassiker som "The Marshall Mathers LP", der er blevet hyldet som Eminems bedste plade. Den har forresten også solgt godt; albummet blev det hurtigst sælgende soloalbum nogensindeo og er til dato solgt i 19 millioner eksemplarer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA