Nyhed

Amnesty International bulldozer område P

Organisationen igangsatte en dristig aktion på Roskilde Festival for at gøre opmærksom på rydningen af de fattige slumkvarterer verden over

Med beskeden om at "campingområderne P34 til P60 skal ryddes senest torsdag morgen klokken 6. Områderne bliver inddraget til gæster med luksusbilletter" gik aktivister fra Amnesty International rundt i campingområdet og fik sat sure og nervøse miner på festivalgæsternes ansigter med deres megafoner. Organisationen, der har lavet en stand i Bycenter East, håber at kunne gøre opmærksom på rydningerne af slumområderne med aktionen. Pressechef Ole Hoff-Lund fortæller om eventen i campingområdet:

- Vi vil gerne vise, hvad der sker, når folk bliver udsat for det samme som slumbeboerne og mærker det på deres egen krop, når myndighederne rent ud sagt skider på dem.

Det var ikke alle, der syntes, at den "falske" aktion var et godt tiltag og kritiserede efterfølgende Amnesty International-boden. Men ifølge Sofie Schousboe, der er aktiv i Amnesty International, var den vrede reaktion en forventet del af aktionen.


- Da vi kom ud med vores megafoner og fortalte at området skulle ryddes, var der mange, der kom løbende til og var vrede eller nervøse for deres lejre. Så aktionen virkede efter hensigten, fortæller hun.

Pressechef Ole Hoff-Lund forklarer, at det er vigtigt at sætte fokus på, at der skal stilles krav til de forskellige myndigheder, hvor slumområderne er i overhængende fare for at blive ryddet. Amnesty International mener dermed ikke, at det er godt, at der findes omkring 200.000 slumkvarterer i verden, men ønsker at udvikle områderne med jobs, uddannelse og adgang til vand der hvor de er:

- Der er jo et højere formål med eventen. Vi forsøger at gøre opmærksom på den ene milliard mennesker, der bor i slum i hele verden og titusindvis af hjem bliver ryddet hver dag uden varsel for at gøre plads til luksusboliger. De fattige folk har ingen rettigheder og bliver tvangsflyttede langt væk fra de små daglejerjobs, som de eventuelt har, fortæller han.


Da Amnesty International frygter en fordobling af antallet af slumbeboere i løbet af de næste 20 år, vil de sætte fokus på problemet og samler blandt andet underskrifter ind i hele verden i kampen for indbyggernes rettigheder.

ANNONCE