x

GAFFA dækker Nibe Festival

GAFFA dækker Nibe Festival

Årets største festivalweekend er i gang. Der festes i Nibe, Skagen, Vordingborg og på Tunø. Nå, ja, og så er der vist et mindre musikarrangement på en dyreskueplads i Roskilde. 

Nibe Festival, der er blandt landets største og sidste år fejrede 25 års jubilæum, kunne for en tid siden melde udsolgt på både partout- og dagsbilletter.

Festivalen startede i går med navne som Kashmir, Kim Larsen og Magtens Korridorer. Årets "Rock Nord-musiktalentkonkurrence" på Rocktownscenen blev vundet af Aalborgbandet Flod af et enigt dommerpanel. Med prisen, som er stiftet og uddeles af en lokal bank, Nordjyske Medier, Studenterhuset og Nibe Festival, følger en check på 30.000 kr og garanterede jobs på kommende festivaler. GAFFA ønsker tillykke til Flod.

I dag spiller navne som den svenske unge pop-dreng Erik Hassle, Dalton, Selvmord og Nephew.

Fredag spiller blandt andre amerikanske Beth Hart, danske Mew og The Blue Van. Randi Laubek spiller en af sine ganske få koncerter i år på Nibe Festival, det foregår ligeledes fredag.

Nibe Festival slutter lørdag aften med Dizzy Mizz Lizzy og hovednavnet Scissor Sisters (billedet), som vi kender fra monsterhittet "I Don't Feel Like Dancin'", og som netop har udgivet den nye cd "Night Work" fyldt med pop/disco-sommerhits, der taler kraftigt til dansesandalen.

Inden da har festivalleder Peter Møller Madsens personlige farvorit, amerikanske "Tech N9NE", der blandt andet har arbejdet sammen med Eminem og danske L.O.C., spillet på festivalens Blå Scene. Lørdag byder også på et genhør med gode gamle Delta Blues Band.

Vejrudsigten siger: Pragtfuldt!

GAFFA er naturligvis med i Skalskoven.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA