x

Festivalpladsen på Roskilde er åben

Festivalpladsen på Roskilde er åben

Efter fem dage med sol, øl og Pavilion Junior-koncerter åbnede den egentlige festivalplads på Roskilde Festival for de mange ventende gæster, der stod og trippede utålmodigt foran de to indgange ved Port 19 i vest og Port 7 i øst.

Traditionen tro var indgangen ved Port 7 proppet med festivalgængere, der alle ville være de første på pladsen. Der var blevet lagt pres på det opstillede ydre hegn og festivalens arrangører havde sørget for afstribninger, der mimede en løbebane ind til Orange Scene, hvor der ventede tyve flasker champagne til dem, der ankom først.

Desværre forstod de første spurtende festivalgæster ikke, at der var noget for enden af løbebanen, men champagnefolket stod troligt og delte kølig boblevand ud til tonerne af Rage Against The Machines "Killing In The Name Of". Dermed er der nu åbnet for fire dage med en stribe koncerter på Roskilde Festival.

Det store festivalområde kan ud over de fem scener og de mange boder byde på det nye Nordic-område, der fokuserer på skandinavisk hygge i form af forskellige kunstneriske events, smørrebrød og snaps. Derudover har festivalen dette satset på et nyt poolområde, som festivalgæsterne kan fornøje sig med, imens musikken så småt går i gang på scenerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA