Punkens gendannede gudfædre til Danmark. Også Blonde Redhead og Electrelane føjet til programmet
Roskilde Festivals program har været færdigt nogen tid, men her en måned før festivalen har festivalen offenliggjort endnu et hovednavn: Nemlig de gendannede Iggy Pop & The Stooges, der for tiden er på reunionturné, og som rygterne også har talt om længe i forhold til Roskilde.
Iggy Pop & The Stooges udgav 1967-73 tre banebrydende, støjende garagerock-album med klassikere som "I Wanna Be Your Dog", "Search & Destroy" og "No Fun". Bandet turnerede heftigt med Pop som ekstremt karismatisk og hyperenergisk frontfigur, altid i bar overkrop, til tider stort set nøgen og kendt for selvdestruktiv opførsel som f.eks. at rulle sig i glasskår på scenen, ligesom han var en af de første, der praktiserede stagediving.
Gruppen fik kultstatus verden over – og banede vejen for punken og utallige guitarrockbands, men i midten af halvfjerdserne var det slut, efter at det siden klassiker-udnævnte album "Raw Power" floppede, og gruppens medlemmer kom for langt ud i narkomisbrug.
Stooges-bassisten David Alexander døde af alkoholforgiftning, og brødrene Ron (guitar) og Scott Asheton (trommer) holdt siden en ret lav musikalsk profil. Iggy Pop indledte en solokarriere med flere op- og nedture, men han er tilbage i fin form, at dømme efter sidste års heftige liveoptræden på Train i Århus og albummet "Skull Ring", hvor de to Asheton-brødre også medvirker.
Iggy & The Stooges blev samlet sidste år for første gang i 28 år med brødrene Asheton og bassisten Mike Watt som afløser for Dave Alexander. Det er også denne lineup, der kommer til Roskilde.
Yderligere to navne er i øvrigt føjet til Roskilde-programmet, nemlig japansk/italienske Blonde Redhead og engelske Electrelane, der spiller hhv. eksperimentalrock og electrorock.
Roskilde Festival finder sted i dagene 1.-4. juli. Blandt de øvrige hovednavne er David Bowie, Morrissey, Pixies (også et gendannet band), Santana og N*E*R*D.
Læs mere på Roskilde Festivals hjemmeside