Nyhed

Charlottenborg holder udendørs koncerter

Efterklang, I Got You On Tape, Bjørn Svin med flere kan opleves i sommeraftenen senere på ugen

Efter Roskilde Festival er denne uges store festival Copenhagen Jazz Festival. Et af tiltagene her er de såkaldte Something Else-koncerter, der finder sted torsdag, fredag og lørdag i slotsgården på Charlottenborg i København. Blandt de optrædende er Efterklang (billedet), I Got You On Tape og Bjørn Svin, mens VJ Casper Øbro sørger for visuals i solnedgangen.

Man kan indvende, at ingen af de nævnte grupper spiller jazz i gængs forstand, men både Efterklang og I Got You On Tape er efter eget udsagn inspireret af jazz, og flere af bandmedlemmerne i I Got You On Tape er også aktive i jazzsammenhænge. Efterklang kunne i øvrigt opleves på sidste uges Roskilde Festival, hvor GAFFA gav fem stjerner for deres koncert.

Something Else er igangsat af sangskriverorganisationen  KODA og Copenhagen Jazz Festival. Something Else vil efter eget udsagn "lokke et rullekravefrit publikum, der måske normalt ikke tør vove sig ud i jazzfestivalen – men som holder af, at musik mødes og grænser udviskes."


Koncerterne begynder klokken 18 med gratis opvarmning, og hovednavnene går på klokken 21 og 22. Billetter til disse koncerter kan købes via GAFFA Live.
 
Programmet til Something Else ser ud som følger:

Torsdag d. 8 juli 2010
18.00: Kostcirklen
21.00: Emil de Waal + Elguitar & Saxofon: Lars Møller Quartet meets Bjørn Svin
 
Fredag d. 9 juli 2010
18.00: Spacelab
22.00: I Got You On Tape
 
Lørdag d. 10. juli 2010
18.00 Wazzabi feat. Shaka Loveless
22.00: Efterklang

ANNONCE