Nyhed

Harlem til Ama'r Strandbar

De texanske garagerockere kommer på en lille visit ved Amager Strandpark

Tidligere på året udgav Harlem deres andet studiealbum "Hippies", der fik armene op hos de fleste danske anmeldere, omend ikke den store plads i den kollektive danske musikbevidsthed. Heldigvis forhindrer det ikke de tre drenge i at spille op for de af danskerne, der allerede har stiftet bekendtskab med deres varemærke af støjpræget garagepop/rock. Denne lyd imponerede GAFFAs Erik Barkman til hele fem stjerner, og disse pæne ord:

"At gå på rov i rockens overskudslager af forslidte fraser kræver nosser på størrelse med vandmeloner, og at slippe af sted med det kræver et helt ekstraordinært talent. Sydstatsdrengene fra Harlem har begge dele. Et par gennemlytninger af Hippies er nok til at konstatere, at garagerock-trioen har tæft for inciterende popmelodier. Ørehænger-omkvædene er godt begravede i kaotisk øvelokalelyd, men de er der. Med inspiration fra tressernes glade garage-amatørisme og halvfjerdsernes partypunk finder Harlem ubesværet ind til rockens oprindelige kerneværdier: Troskyldig liderlighed og oprørsk hedonisme."

I midten af august måned kan man så få lov at opleve den beskidte garagelyd live. Harlem optræder som nævnt på Ama'r Stranbar, der er opsat på initiativ fra ejerne af vesterbrobarerne Riesen, Märkbar og Sort Kaffe Og Vinyl, der syntes, det var synd, at deres stamgæster ikke kunne tage på stranden uden at undvære deres drinks. Der leveres også live-musik og dj's både torsdag og fredag aften, når deres The Gun Club invaderer lokalerne.


Koncerten med Harlem finder sted fredag den 13. august klokken 20.00, Ama'r Strandbar. Der kan ikke købes billetter i forsalg, og entréen ligger på 60 kroner.

ANNONCE