Nyhed

Poeten og Lillebror siger farvel med nyt album

Den danske spoken word-gruppe udgiver nyt album, som bliver projektets svanesang

Efter tre plader og fem år går Poeten og Lillebror alias digteren Jonas Gülstorff og en række skiftende sangere og musikere nu fra hinanden. Ikke på grund af uenighed eller uvenskab, men fordi Jonas Gülstorff er flyttet fra Nørrebro til Brooklyn, er blevet gift med en amerikansk pige og med egne ord inden længe er "en poet uden modersmål".

Poeten og Lillebror debuterede i 2005 med "Det' Bare Ord" og fulgte det op med "Drukner i Ord" fra 2007. Nu sætter Poeten og Lillebror så deres sidste punktum den 2. august, når albummet med den meget passende titel "Det Sidste Ord" kommer på gaden.

Jonas Gülstorff startede Poeten og Lillebror med et ønske om at lave et projekt uden rammer for teksten eller regler for lyden. Det er blevet til tre album med Gülstorff og en stribe musikalske venner, som Rasmus Nøhr, Karl Bille, Shzirley og Niarn - og på det tredje og sidste album Andreas Bennetzen, Maria Hamer Jensen, Thomas Buttenschøn og Esben Schack.

Jonas Gülstorff, der i øvrigt af nogle måske huskes som vært i TV2's 90'er-musikprogram Puls, har også udgivet tre digtsamlinger og en bog om streetart.

De to første album fra Poeten og Lillebror fik begge fire stjerner af GAFFA, der om det andet album blandt andet skrev: "Blandt højdepunkterne skal fremhæves Min Campingvogn, en angiveligt sand historie om at miste sin veninde til selveste Pharrell, som i sangen bliver personificeret af, ja, Rasmus Nøhr, der med held kaster sig ud i rendyrket soulsang."


ANNONCE