Nyhed

Nick Cave-roman laves til miniserie

"The Death Of Bunny Munro" danner grundlag for ny tv-serie

Da Nick Cave i første omgang skrev "The Death Of Bunny Munro", var det faktisk ikke som en bog, men derimod som et manuskript, men på daværende tidspunkt var ingen klar til at investere penge i projektet, hvorfor Cave omskrev manuskriptet til en roman. Eftersom bogen har vist sig at være en pæn succes og fået flotte anmeldelser, vil Cave nu forsøge at få eksempelvis BBC til at bide på krogen.

Det bliver John Hillcoat, der skal stå som instruktør for projektet, mens skuespiller Ray Winstone skal udfylde hovedrollen som Bunny Munro. Han har tidligere arbejdet med Nick Cave, da han spillede rollen som Captain Stanley i Caves film "The Proposition" fra 2005. Cave er da også fuldt ud sikker på, at Winstone kan løfte rollen, og udtaler ifølge NME om castingen:

"Winstone elskede virkelig manuskriptet, da vi gav det til ham i første omgang. Han var meget spændt på det, og blev meget frusteret, da serien aldrig blev lavet. Ray gav virkelig slip i den rolle [som Captain Stanley i "The Proposition", red.]. Når han taler, læner alle sig frem mod ham; han har en slags magnetisme, der er helt ekstraordinær. Det har noget at gøre med hans evne til at være virkelig sjov, og den form for sårbarhed han rummer."


I øjeblikket er der ikke nogen, der har takket ja til at sende mini-serien, så hvornår vi kan få resultatet at se er ikke klarlagt. Nick Cave har til gengæld antydet overfor NME, at han også arbejder på at få endnu en fuldlængdes spillefilm i gang.

ANNONCE