Nyhed

Norske Spot-navne i fin form på Århus Rådhus

Thomas Dybdahl, Ephemera og Sgt. Petter luftede talenterne på de bonede gulve. Gratiskoncerter i Århus i aften og i Randers i morgen.

Som nævnt på GAFFA.dk i går kan man i aften i Århus og i morgen i Randers opleve tre norske kunstnere, de dybt amerikansk inspirerede sangere og sangskrivere Thomas Dybdahl (billedet) og Sgt. Petter samt pigetrioen Ephemera i gratiskoncerter op til Spot 10-festivalen, som de selvsamme nordmænd også spiller på.

GAFFA.dk fik sammen med udvalgte repræsentanter fra pressen en forsmag på nordmændenes talenter, da de onsdag eftermiddag gav tre akustiske minikoncerter i højst usædvanlige og imtime omgivelser. Nemlig på Århus Rådhus på kulturrådmand Torben Brandis (S) kontor på omkring 20 kvadratmeter. Koncerten var arrangeret af Dansk Rock Samråd (ROSA) i samarbejde med den norske ambassade, og Norges ambassadør i Danmark, Dagfinn Steenseth, bød velkommen.

– Norsk litteratur har længe haft stor succes i Danmark, og nu er turen så kommet til musikken, sagde Steenseth bl.a. Torben Brandi supplerede med at sige, at Århus kommune er meget glad for at have et arrangement som Spot 10, og at man derfor har støttet det med 400.000 kr.


Trods de trange omgivelser og heftige varmegrader gav det musikalske triumvirat fine optrædener, hvor ikke mindst jenterne i Ephemera charmerede med deres akustiske guitarer, xylofon og flotte vokalharmonier, og hvor Torben Brandi – hvis kontor faktisk har en udmærket akustik – havde det brede smil på hele tiden, selv under den inderligt syngende Thomas Dybdahls mest melankolske passager.

"Spot på Norge" præsenterer Ephemera, Sgt. Petter og Thomas Dybdahl på Kupé ved Train i Århus 2. juni kl. 20 og på Von Hatten i Randers kl. 21 – og begge steder er der gratis adgang.

Den "rigtige" Spot 10-fesitval finder sted i og omkring Musikhuset Århus 4. og 5. juni med navne som Tim Christensen, Bergman Rock, Jokeren, Baby Woodrose, Tue West, Múm, Powersolo, de tre ovennævnte norske navne og mange flere.


Både optakter og selve Spot 10 bliver i rigt mål anmeldt på GAFFA.dk

ANNONCE