Nyhed

Elton John vil indspille coverversioner

Pianisten vil gå sammen med T-Bone Burnett og indspille sit første coveralbum

Elton John udsender albummet "The Onion" til oktober, men i følge den engelske avis Sunday Express kigger han allerede frem mod sine næste projekter, der inkluderer et album med coverversioner, der skal indspilles sammen med produceren T-Bone Burnett.

Den engelske pianist har tidligere indspillet sange til hyldestplader til Fleetwood Mac og Leonard Cohen, og "Pinball Wizard" af The Who dukkede op på hans Greatest Hits-plade fra 2003. Men et egentlig coveralbum har han endnu ikke lavet.

Men til avisen siger han, at han lige nu er ved at planlægge af indspille omkring 50 sange sammen med Burnett og et stort orkester, og han forventer, at der vil komme versioner af sange med Roy Orbison og Ricky Nelson. Han fremhæver også sangen "Little Things Mean A Lot", der i 1954 var et nummer et hit for Kitty Kallen, og som også er indspillet på dansk af Raquel Rastenni med titlen "Småting Kan Sige Alt".


Meldingen om det nye album falder ganske godt i tråd med tidligere udtalelser fra Elton John om, at han ikke gider bekymre sig om hitlisteplaceringer længere, og i stedet vil lave musik, der "passer til en mand på hans alder".

ANNONCE