Nyhed

Pumpehuset kan åbne igen i 2011

Københavns kommune beder lige nu om forslag til brugen af Pumpehuset, der kan føre til en genåbning til næste år

Det var en trist juni-dag, da Pumpehuset gik konkurs, men nu ser det ud til at det traditionsrige spillested vil genopstå, dog ikke udelukkende med et musikalsk fokus. Det skriver Politiken.dk i dag efter at have talt med repræsentanter fra Københavns kommune, der opfordrer byens borgere til at komme med forslag til, hvordan man bedst kan bruge lokalerne.

"Der er virkelig brug for, at vi tænker i nye baner. Derfor er det vigtigt, at vi inddrager borgerne og får en ordentlig snak om og nogle ordentlige bud på, hvad der egentlig er brug for i kulturmiljøet", siger medlem af kultur- og fritidsudvalget i Københavns Kommune Simon Strange til Politiken, og opfordrer alle kulturinteresserede til at sende forslag til, hvordan man bedst får genåbnet Pumpehuset.

Målet er, at Pumpehuset fremover skal være en kulturinstitution med en musikprofil, og derfor må forslagene gerne omhandle dans, teater og andre former for scenekunst. Det er dog vigtigt, at huset drives med en sund økonomi, og derfor vil de nye ledere af stedet overtage Pumpehuset uden gæld og med en lovning om at modtage samme støtte som tidligere.


Det er ifølge Politiken endnu ikke besluttet, hvorvidt huset skal drives af en forening, fond eller et selskab. Det vil blive besluttet, når man har gennemgået de mange forslag til efteråret, og målet er at finde en løsning, så Pumpehuset kan genåbne i begyndelsen af 2011.

På Københavns kommunes webside kan man læse mere om planerne for en genåbning, og her kan man desuden downloade et skema, der kan bruges til at indsende idéforslag.

ANNONCE