Nyhed

Marie Frank udgiver album i september

Fjerde fuldlængdeudspil, "Pop Your Wheeze", er omsider på gaden

Det er ved at være fem år siden, Marie Frank sidst var albumaktuel, men nu er hun omsider på vej med et nyt udspil. Albummet bliver Marie Franks fjerde fuldlængde-album, får titlen "Pop Your Wheeze" og er på gaden mandag den 6. september.

Marie Frank fortæller selv følgende om det nye album:

– Albummet er blevet til i en kollektiv proces med folk, jeg har spillet med på turnéer både i mit navn og som opvarmning og gæst hos Giant Sand og Desoto Caucus. Vi er også gode venner privat og har arbejdet på en måde der nærmest minder om børn, der sniger sig ind i køkkenet og snupper karry, peber og sulfo for så at liste ud i legehuset og blande "gift". Vi spiller alle sammen alle mulige forskellige instrumenter og har lavet masser af eksperimenter: Mandolin blandet med 80'er synths og maracas f.eks. Jeg vil nærmest kalde musikken indie-country-synthesizer-pop ... men stadig organisk og håndspillet, siger Marie Frank.


Den lidt kryptiske titel forklarer Marie Frank på følgende måde:

- Hmm… Jeg er faktisk ikke selv helt sikker på, hvad det betyder. Det var sådan en linje, der bare smagte godt ... og af pop. Jeg er jo en popfugl.

Marie Frank har indspillet og produceret det nye album i tæt samarbejde med sit band: Anders Pedersen (guitar med mere), Nikolaj Heyman (bas med mere) og Peter Dombernowsky (trommer og percussion). Albummet gæstes af Paolo Russo på bandoneon og klaver og Jakob  Buchanan på flygelhorn og trompet.


Tracklisten er som følger:

Time, Tumbleweed Tumble, Work & Pray, Silly Girl, Little Spark, Ease Off, Smile'n Lie, In The End, Simple Living (Life On Film), Long Way From Home, Slowfeet Dancers, Supersonic

Marie Frank debuterede i 1999 med albummet "Ancient Pleasures", hvorfra især singlerne "Symptom Of My Time" og "Drowning (Under The Water)" blev store hits, sidstnævnte også i et Brother Brown-remix. I 2001 udgav hun "Vermilion", hvorfra navnlig "Worth It" blev et pænt hit. I 2003 udsendte hun minialbummet "Swimmingly", som igen gav hende pæn succes med "Whoops Wrong Daisy", og endelig udgav hun i 2005 det mere americana-orienterede album "Where The Wind Turns The Skin To Leather", der blev en knap så stor salgssucess som tidligere, men fik flotte anmeldelser, blandt andet fem stjerner i GAFFA.


ANNONCE