Nyhed

Toto indspiller dvd i København

Bandets udsolgte koncert i aften i København skal foreviges på film

I juni 2008 udsendte Steve Lukather en pressemeddelelse, hvor han gjorde det klart, at Toto var definitivt opløst. Alligevel samlede han i februar i år tropperne igen for at samle penge ind til bandets tidligere bassist Mike Porcaro, der lider af ALS (Amyotrofisk lateral sklerose) også populært kaldet Lou Gehrig's Disease. Den turné rammer i aften København, og nu er det kommet frem, at den vil blive optaget til en kommende dvd-udgivelse.

Toto spiller i aften en udsolgt koncert i KB Hallen, så der skulle være basis for gode billeder, når bandet kaster sig over det omfattende bagkatalog foran et trofast dansk publikum. Oplysningen om at bandet optager koncerten kommer direkte fra Lukathers egen Twitter-side, men det fremgår ikke om den kommende dvd kun vil inkludere materiale fra København, eller om den skal dokumentere flere koncerter fra den igangværende turné.

Toto anno 2010 inkluderer de originale medlemmer David Paich, Steve Lukather og Steve Porcaro samt Simon Phillips, Joseph Williams og som erstatning for Mike Porcaro kommer bassisten Nathan East, der tidligere har spillet med Eric Clapton, Phil Collins, Stevie Wonder og Michael Jackson.


ANNONCE