x

Lars Ulrich sender videohilsen til fans

Lars Ulrich sender videohilsen til fans

I en videohilsen i går gør Lars Ulrich rede for situationen vedr. hans ildebefindende, som resulterede i en aflysning af koncerten i Donington Park i søndags. I videoindslaget viger han først lidt udenom situationens alvor, og bruger en del krudt på at snakke om den orangejuice, han drikker og den banan, han gumler på, hvilket indikerer noget om den vitaminkur, han er på.

Lars berører herefter vagt omstændighederne omkring sygdommen, og udtrykker, at det omtalte ildebefindende i privatflyet skyldes et halvt års intensivt turnéliv. På grund af denne hårde tid brændte han ud et øjeblik. Han kommer ikke nærmere ind på sygdommens karakter.

Derefter udtrykker han sin sorg over at måtte aflyse sin optræden og skuffe de 50.000 fans, der var mødt op for at se ham. Han takker derefter de tre indsatte trommeslagere for deres tiltræden og slagkraftige optræden.

Afslutningsvis påpeger han, at koncerten i søndags er den første aflyste koncert nogensinde, og at han vil fortsætte turnéen som planlagt. Lars er altså tilbage bag trommerne.

Næste Metallica-koncert er d. 10. juni i Gelsenkirchen i Schalke Arenaen i Tyskland.

For mere info tjek Metallicas site


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA