Nyhed

Manics får hjælp af Duff McKagan

Også John Cale og Ian McCulloch fra Echo & The Bunnymen medvirker på det kommende album fra Manic Street Preachers

Som tidligere nævnt her på siden udsender Manic Street Preachers til september deres tiende album, der har fået titlen "Postcards From A Young Man". Nu er det kommet frem, at de tre walisere får hjælp på pladen af en landsmand, en englænder og en amerikaner.

Det drejer sig om John Cale, der som bekendt har en fortid i The Velvet Underground, samt Echo & The Bunnymen-sangeren Ian McCulloch og den tidligere Guns N' Roses-bassist Duff McKagan. De tre navne får desuden følgeskab af et gospelkor, der medvirker på tre af sangene.

McKagan medvirker på sangen "A Billion Balconies Facing The Sun", og McCulloch synger duet med James Dean Bradfield på sangen "Some Kind of Nothingness", mens det ikke fremgår hvad John Cale bidrager med på pladen.


"Postcards From A Young Man" udsendes 27. september, og virker den halvnøgne mand på pladecoveret bekendt, så skyldes det, at det er ingen ringere end den engelske skuespiller Tim Roth.

ANNONCE