x

Trier, Thordal, West og Harboe jammer på Nørrebro

Trier, Thordal, West og Harboe jammer på Nørrebro

Spillestedet Lygten Station på adressen Lygten 2 på Nørrebro byder torsdag den 5. august på den første koncert i en ny månedlig koncertrække, hvor fire singer/songwriters sidder side om side på scenen og på skift fremfører en sang. Der opfordres til jam, og publikum spiller en aktiv rolle i showet, der har overskriften Meltdown in the Round og er amerikansk inspireret.

Derfor skal man være klar til spontanitet, improvisation, uforudsigelighed og "kontrolleret kaos", som bagmanden Lars Harboe formulerer det. Lars Harboe er gennemgående vært og optrædende, og til det første arrangement får han selskab af velanskrevne sangere og sangskrivere som Tobias Trier, Kenneth Thordal og Tue West.

Hver kunstner har til opgave at få de andre tre til at jamme med i mindst én af deres sange, og ligeledes at få publikum inddraget på den ene eller anden måde i mindst én sang. Ingen ved på forhånd, hvordan de andre vil gribe det an, og derfor er det ikke til at forudse, hvordan aftenen vil forløbe.

De fire sangskrivere Tobias Trier (billedet), Kenneth Thordal, Lars Harboe og Tue West vil fremføre en sang hver over fem runder, så man kan altså forvente at høre 20 sange i løbet af aftenen, hvilket da må siges at være valuta for pengene.

Lars Harboe er aktiv som sanger, guitarist, sangskriver, eventmager og koncertarrangør. Han skriver sange til sine to bands Lars & UHøRT" og "Roof On Fire, hvor han også er forsanger og guitarist. Han var medlem af sangskriverbandet Project Meltdown, der havde til huse på Mojo i København 2005-2007, og var vært for sangskriverscenen "Travelling Hearts in the round" på Kulkafeen. Han er også idémanden bag den månedlige event "Songwriter-Slam" på Råhuset, Vesterbro.

Sammen med Lars står en gruppe af frivillige, der er med til at arrangere Meltdown in the Round. De er alle sangskrivere og erfarne musikere og event-arrangører: Gry Vesterkær Pedersen, Michael Saxe og Henrik Winthereik. Eventen er støttet af Lygten Station og Kulturhuset Bispebjerg NV.

Næste koncert finder sted 9. september, men hvem der spiller her, er endnu ikke faldet på plads.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA